Få styr på reglerne for brak!
Har du brak, følger der regler og forpligtigelser med. Få her et overblik over reglerne alt efter, hvilken brak du har valgt, og hvilken ordning den er tilmeldt.
Der er tre forskellige slags brak:
- Slåningsbrak
- Bestøverbrak
- Blomsterbrak
Desuden er der tre ordninger, du kan melde brak til:
- GLM8 kravet (4% ikke produktivt areal)
- Bioordningen (som giver et ekstra tilskud på 2.760 kr.)
- Grundbetalingen (som blot giver hektarstøtte på arealet).
Slåningsbrak har et aktivitetskrav om slåning mindst én gang årligt, men den har også en forbudsperiode, 1. maj-31. juli, hvor den ikke må blive slået af hensyn til ynglende vildt og fugle.
Slåningsbrak skal derfor pudses mindst én gang i perioden enten 1. april-31. april eller 1. august-25. oktober. Det afslåede materiale må ikke fjernes.
Bestøverbrak og blomsterbrak har ingen forpligtigelser i forhold til slåning, eneste krav er, at arealet skal være etableret med en blomsterblanding inden 30. april (i år fik vi udsættelse til 14. maj). Blomster-/bestøverbrak kan ligge på arealet to år uden, at man skal gøre yderligere.
Bestøverbrak skal bestå af mindst tre forskellige pollen- og nektarrige plantearter pr. m2 fra en offentliggjort planteliste.
Blomsterbrak skal bestå af mindst to forskellige frø- og nektarproducerende plantearter pr. m2 efter eget valg.
Køber man frøene hos foderstof, hedder poserne oftest blomster- og bestøverbrak, da de oftest kan bruges til begge ordninger.
Fælles for alt brak er at det ikke må være en landbrugsmæssig fortjeneste på arealet, dvs. arealet må ikke afgræsses eller tages slæt.
Desuden må arealet ikke sprøjtes eller gødes.
Omlægning af brak
Er din brak tilmeldt GLM8 kravet eller Bioordningen, skal du være opmærksom på, at du har forpligtet dig for et helt kalenderår. Det betyder, at din brak ikke kan lægges om før efter 31. december.
Har du tilmeldt din brak til Grundbetalingen, har du mulighed for at omlægge arealet i efteråret og tilså med en vintersæd.
Det er normalt yderst sjældent, at landmænd tilmelder brak til grundbetalingen, men i år med det meget våde forår, har vi haft flere som har været nødsaget til at løse manglende såning af vårsæd på den måde. De har dermed muligheden for at etablere en god vintersæd til efteråret.