Markvanding under pres: Udfordringer i Aabenraa Kommune
Spiras har i de senere år hjulpet mange landmænd med at søge fornyelse af deres markvandingstilladelser. For mange er det helt afgørende at have mulighed for at vande, når regnen udebliver.
I Aabenraa Kommune oplever vi store udfordringer med sagsbehandlingen af fornyelse af markvandingstilladelser. Der er stadig ca. 80 gamle ansøgninger, indkommet før 2018, som afventer sagsbehandling. Mange af dem ligger i områder, hvor der er vandløb med lav vandføring i tørre somre, og Aabenraa Kommune mener derfor, at indvindingen af vand til markvanding skal reduceres i disse områder.
– Det giver sig udslag i, at ansøgninger om indvinding i oplandet til Hvirlå bliver reduceret med 75 % af behovet, så landmanden kun får lov at indvinde 1/4 af det vand, der er brug for. I oplandet til Rødå ser vi, at der gives fuldt afslag, når der søges om nye indvindingstilladelser, og det ser også ud til at fornyelser giver problemer, siger Claus Fink Jørgensen, bestyrelsesmedlem hos Spiras.
Også hensynet til natur kan give problemer.
– Vi er meget godt klar over, at det vil give alvorlige problemer for landmænd på de lette jorde, der har baseret deres virksomhed på at kunne vande, tilføjer han.
Lokal viden om grundvandet
Spiras arbejder derfor sammen med både Tønder og Aabenraa kommuner om at skaffe mere lokal viden om grundvandet og påvirkningen ved markvanding.
Rådgivningsvirksomheden har etableret et samarbejde med Aabenraa Kommune, NIRAS og SEGES om at overvåge grundvandssænkningen i nogle nærliggende pejleboringer, når man indvinder større mængder vand. Aabenraa Kommune har derudover etableret en række overvågningsstationer, hvor grundvandsstanden måles løbende gennem hele året.
– Vi håber, at de indsamlede data kan supplere den grundvandsmodel, som kommunen bruger til at vurdere påvirkningen af markvanding på natur og vandløb, siger Claus Fink Jørgensen.
Husk at indberette forbrug
Sideløbende har Spiras bedt Staten om at se på vandløbsmålsætningerne for en række af de målsatte vandløb, fortæller miljørådgiver Britt Bjerre Paulsen:
– Vi mener, at vandløbsmålsætningerne er urealistisk høje, og vi oplever, at det blokerer for, at kommunen kan give tilladelse til markvanding, fordi der er risiko for, at der ikke er nok vand til, at der kan leve fisk.
Spiras’ rådgivere er i tæt dialog med kommunens medarbejdere om sagsbehandlingen, og markvanding er på dagsorden hver gang bestyrelsen i Spiras mødes med kommunens Udvalg for Bæredygtig Udvikling.
– Og til slut en lille påmindelse om at huske at indberette vandforbruget, når I er færdige med vandingssæsonen – hvis du har brug for hjælp, så sig til i god tid, der er ingen grund til at vente til januar måned, siger Britt Bjerre Paulsen.