Lodsejermøder om trepartens arealomlægning sprængte rammerne
Både i Rødekro og Hellevad har der været fuldt hus, da Aabenraa Kommune i samarbejde med LHN, Sønderjysk Familielandbrug/Landbrugsrådgivning Syd samt Spiras satte fokus på kollektive virkemidler og tilskudsmuligheder i forbindelse med Den Grønne Trepart.
Hvis landmændenes evne til at finde egnede arealer til kollektive virkemidler som minivådområder, skovrejsning, lavbundsprojekter, vådområder og ekstensivering er proportional med antallet af deltagere på de to lodsejere i Rødekro og Hellevad i denne uge, så bliver der noget at gå i gang med.
Mandag var der omkring 110 deltagere på Hotel Røde-Kro, og i dag onsdag var der endnu flere på Hotel Kløver Es i Hellevad. Omkring 130 deltagere var troppet op til det andet af to møder – arrangeret af Aabenraa Kommune i samarbejde med LHN, Sønderjysk Familielandbrug/Landbrugsrådgivning Syd samt Spiras.
Udtagningskonsulenter og repræsentanter for Aabenraa Kommune slog igen fast, at der er ingen projekter, som bliver igangsat uden lodsejerinddragelse. Frivillighed er det bærende element.
Den lokale inddragelse er afgørende
Efter en grundig orientering omkring de kollektive virkemidler og tilskudsmuligheder var der aktivitet ved kortene, hvor landmænd i samarbejde med kommunale repræsentanter og medarbejdere fra landboforeningerne gik i krig med at udpege de arealer, hvor der er muligheder for placering og etablering af de kollektive virkemidler.

Henrik Jessen, formand for Spiras, fastslog i sin velkomst, at det er vigtigt med lokal inddragelse.
Henrik Jessen, formand for Spiras, nævnte i sin indledning, at netop arealomlægning er et af de vigtige værktøjer for at opnå de kvælstofreduktioner, som er en del af Den Grønne Trepart.
– Det er vigtigt, at vi som landmænd spiller med, for den lokale inddragelse er afgørende. Det er jer, der kender jorden, fastslog Spiras-formanden.
Kommunerne har ansvaret med at få udarbejdet omlægningsplanerne, som er dynamiske – og dermed kan ændres. De skal være på plads inden nytår 2026.