Med rådgivning i ryggen – varmepumpen blev en god investering
Da Bjarne Jepsen skulle investere i en ny varmepumpe, var han i tvivl om teknikken og de mange tilbud. En samtale med Spiras energirådgiver Kent Bisgaard blev starten på en tryg og vellykket kunderejse.
Bjarne Jepsen har altid brugt rådgivning. Som landmand har han søgt hjælp til alt fra markbrug og foder til økonomi. Så da det gamle olie-træ-fyr fra 1960’erne skulle udskiftes, faldt det ham naturligt at kontakte Spiras for energirådgivning.
– Jeg var usikker på, hvad der passede til huset her, fortæller Bjarne om det 350 m² store stuehus fra 1860.
Energirådgiver Kent Bisgaard, Spiras, tog turen til Årø, gennemgik huset og det eksisterende tilbud. Han vurderede, at jordvarme var bedre end luft-vand og lavede en ny tilbudsbeskrivelse. Det gav Bjarne Jepsen klarhed – og tryghed.
I tvivl – så søg råd
– Jeg kunne slappe helt af, for min energirådgiver tog sig simpelthen af det hele.
Selv om installationsprocessen var lidt knudret, stod Kent Bisgaard klar med hjælp til alt var på plads og varmepumpen perfekt installeret – og bistod også med at søge tilskud.
– Vi skal vælge vores kampe med omhu – og lade være med at opfinde den dybe tallerken. Og ja, det koster at tilknytte en rådgiver, men det kan altså også blive ret dyrt, hvis man vælger noget forkert eller der sker fejl, lyder det fra Bjarne Jepsen, der tilføjer:
– Så er man det mindste i tvivl, så er min anbefaling, at man søger råd.


Årø – lille ø med stort engagement
Øen ligger i Lillebælt ud for Årøsund på Haderslev Næs. Den er ca. 5,66 km2 stor, og der bor ca. 150 fastboende. Årø har nicheproduktioner som vin, ølsalg og turisme. Der er færgefart fra Årøsund – det tager 7-8 minutter.