Sidste dag med kliken for Madsen
Efter knap 25 års ansættelse kan Niels Peter Madsen nu nyde friheden. Der var tætpakket i lokalet på Niels Bohrs Vej i Kolding, da den mangeårige direktør blev fejret ved en afskedsreception.
– Jeg kan godt slå fast – efter at have haft ni måneder til at få fusionsbarnet Spiras godt på vej –, at jeg føler mig overbevist om være i stand til at levere værdiskabende råd omkring en fusionsproces. Det er kun Spiras’ egen skygge, der kan stå i vejen for, at den nye forening bliver Danmarks bedste rådgivningsvirksomhed.
Sådan lød det fra Niels Peter Madsen, som trykkede mange hænder, da et stort, stort antal gæster var mødt frem til afskedsreceptionen. Fredag den 23. februar er sidste dag med kliken for den mangeårige direktør i KHL.
Niels Peter Madsen blev 1. december 2009 udnævnt til direktør i Kolding Herreds Landbrugsforening. Forinden havde han været leder af økonomiafdelingen.
Efter at medlemmerne i KHL, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening i juni 2023 havde stemt fusionen igennem, blev Niels Peter Madsen udpeget til konstitueret, administrerende direktør i Spiras.
To af dem, som har kendt Niels Peter Madsen fra en lang årrækkes samarbejde på Niels Bohrs Vej i Kolding, Lars Schmidt og Claus Bech Jensen, var første talere sammen med den nye direktør i Spiras, Lene Gade Hovmøller.
– Man kan vist godt slå fast, at din indsats kan gå an. Selv om du stopper midt i prøvetiden, lød det med et skævt smil fra Claus Bech Jensen.
Lars Schmidt fulgte op: – Du har altid været ærlig og kontant. Tilsat en god portion humor.
Lene Gade Hovmøller udtrykte sin respekt og beundring for Niels Peter Madsen:
– Det er et privilegium at følge efter dig. Du har været en visionær leder, og du er også en rollemodel, konstaterede den nye Spiras-direktør, som senere under receptionen fik overrakt et par arbejdshandsker af den afgående direktør.
Rigtig god rollefordeling
Hans Damgaard – nuværende medlem af formandskabet i Spiras og tidligere formand for KHL – takkede for samarbejdet.
– Vi har haft en rigtig god rollefordeling. Du har taget dig af forretningen, som der altid har været styr på. Du har været en vanvittig dygtig leder. Det har betydet, at vi bestyrelsesmedlemmer har kunnet tage os af det politiske. Du har også som direktør evnet at se, hvad der venter ude i horisonten. Også selv om det ikke har været det mest populære, så har det været rettidig omhu at indgå i fusionen. Der er rigtig mange følelser i spil, men du skal have tak for din indsats i forhold til den nye forening, lød det fra Hans Damgaard.
Nu kan Niels Peter Madsen se frem til en tilværelse, hvor der bliver mere tid til familien, til rejser og til golfen hjemme i Hedensted. Og hvem ved; Måske andre arbejdsmæssige opgaver – blot i et andet tempo.