PRESSEMEDDELELSE
Minivådområder virker – lad os komme videre sammen
Mens lavbundsjorde meldes ind i stor stil, er minivådområder en fleksibel, veldokumenteret og effektiv løsning til at reducere kvælstof, uden at tage unødigt landbrugsjord ud af drift. Det er tid til samarbejde – ikke skyttegravskrig.
Kvælstofudledningen fra danske landbrug skal reduceres, og danske landmænd melder lavbundsjorde ind i et kolossalt omfang. Før var det landbrugsjord – nu skal det tilbage til naturen, og det hjælper på klima og kvælstof.
Men det er bare langt fra alle steder, der er ådale og lavbund i vores smukke flade kulturlandskab, så vi skal også se andre veje.
Stiig Markager, havforsker fra Aarhus Universitet, udtalte 8. maj 2025 på DR P1, at minivådområder ”saboterer den grønne trepart”[1]. Det er trist at få den bemærkning fra en havforsker, der vel burde være mest optaget af kvælstoftilførslen til havet, lyder det fra politisk direktør i Spiras, Nikolaj Schulz:
– Minivådområder er en effektiv og fleksibel løsning til at rense kvælstof. Størrelsen kan tilpasses marken, så minivådområder kan fjerne lige præcis den nødvendige mængde kvælstof. Og ikke nok med det, så er minivådområder videnskabeligt veldokumenteret, siger Nikolaj Schulz.
Minivådområder gør det netop muligt at reducere kvælstof uden at tage unødigt meget landbrugsjord ud af drift. Set med videnskabelige briller er det et ”teknisk anlæg” – men et sted, hvor naturen kan flytte ind: Fugle drikker vandet, insekter klækkes, og livet spirer. Derfor er der i øvrigt et potentiale for at styrke biodiversiteten, og det vil landbruget gerne være med til, så længe natur og husdyrproduktion kan eksistere sammen med det nye minivådområde.
Danske landmænd er dedikerede til at realisere treparten, og lige nu er der en stor lokal forandringsvilje, hvor grønne organisationer, landbruget og myndigheder arbejder sammen om at gøre Danmark grønnere – og samtidig sikre, at landbruget og fødevaresektoren styrkes og kommer med ud på den anden side.
– Hermed en opfordring til ikke at hoppe med i skyttegravskrigen. I landbruget er vi videre – og det er også vores fornemmelse fra de mange mennesker og organisationer, der nu lokalt skal skabe forandringen og de konkrete resultater. Der skal være ro og opbakning til det historiske stykke arbejde, der ligger foran os alle, lyder det fra Nikolaj Schulz.
[1] Link: https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/torsdag-8-maj-2025-11802533194. (27:54 inde I udsendelsen)