Landbruget og sportsfiskere i fælles kamp for Kolding Å
Et nyt samarbejdsprojekt skal genskabe biodiversiteten i Kolding Å med stenbunker, der skal give nye skjulesteder for fisk og smådyr.
Idyllen og roen ved Kolding Å tæt ved Vranderupvej umiddelbart vest for Kolding er en anelse forstyrret på denne skønne forsommerdag, hvor solen brager fra en skyfri himmel.
En større rendegraver er kørt i stilling ved åen – og er i gang med at få nogle bunker af sten placeret ude i åen. Arbejdet er en del af et vandrestaureringsprojekt, som oprindeligt er sat i gang af Kolding Sportsfiskerforening og det tidligere KHL – nu Spiras. Samarbejdet udspringer af den biodiversitetsplan, som blev vedtaget i Kolding Byråd tilbage i maj 2022. Parterne satte sig for at undersøge mulighederne for at forbedre biodiversiteten i Kolding Å.
– Vi kunne konstatere, at brinkerne langs åen mange steder er udsat for kraftig erosion. Samtidig er mængden af vandplanter reduceret kraftigt, og skjulesteder for fisk og smådyr er blevet færre. Åens bund er flere steder reduceret til en sandørken uden megen vegetation og fauna, fastslår Poul B. Christensen, bestyrelsesmedlem af Spiras. Han driver samtidig sit landbrug ned til Kolding Å.
Én af årsagerne til den dårligere tilstand i åen skyldes ikke mindst øget vandtilstrømning.
Vandrestaureringsprojektet er godkendt af Kolding Kommune, og restaureringen sker ved udlægning af en lang række stenbunker på en strækning på godt 400 meter.
Det er dette arbejde, som nu er i fuld gang, og det er ifølge formanden for Kolding Sportsfiskerforening, Torben Lindholst, nu håbet, at restaureringen kan være med til at trække flere ørreder op i åen, hvor fiskene med stenbunkerne har fået flere skjulesteder.
Med projektet håbes der også på genetablering af vandplanter som vandranunkel og i det hele taget genskabe variation i åens bundstruktur, som skal give bedre forhold for fisk, smådyr og plantevækst.
BILLEDTEKST: Poul B. Christensen, bestyrelsesmedlem i Spiras, (tv), og formanden for Kolding Sportsfiskerforening, Torben Lindholst, ved udsætningen af stenbunkerne ved Kolding Å.