Hvad må forsyningssikkerhed koste?
Selvforsynende energiløsninger i landbruget kan være både forsikring og investering — men kræver et nyt syn på økonomi og sikkerhed.
Vi lever i en tid, hvor forsyningssikkerhed er blevet et højaktuelt emne. Forsvaret investerer milliarder i at beskytte infrastrukturen mod sabotage. Vi ved, at aktører som Ruslands præsident Putin vil gøre alt for at skabe utryghed og splid i Vesten.
Hvor mange penge skal vi investere i sikkerhed? Det spørgsmål kan vi ikke længere undgå.
Det minder om en forsikringspræmie: Ingen ønsker at betale, men når uheldet rammer, er den uvurderlig. Den samme tankegang gælder for fødevareproducenter med dyrehold. Hvis strømmen forsvinder, kan det koste dyreliv. Mange har derfor store olie- eller gasgeneratorer som backup.
Smartere løsninger med vedvarende energi
Men kan det gøres smartere? Ja — hvis man får detaljeret indsigt i gårdens energiforbrug og forbrugsmønstre, lyder det fra Spiras energirådgiver, Kent Bisgaard.
– Med investering i vedvarende energikilder som sol- og vindenergi samt batteripakker kan man nå op mod 90 % selvforsyning. Det kræver en anden tilgang end den klassiske: “Hvad er tilbagebetalingstiden?”, siger han.
Hvorfor ikke acceptere en længere tilbagebetalingstid på fx 15 år, hvis det giver næsten fuld forsyningssikkerhed og fleksibilitet?
Spiras’ energisimulator giver overblik
Spiras har udviklet en energisimulator, der på baggrund af data fra Spiras’ ElTjek kan simulere energibehov og foreslå løsninger.
– En kunde – en stor slagtekyllingeproducent – har fået undersøgt denne mulighed.
Løsningen er et meget stort solcelleanlæg, store batterier med invertere tilpasset forbrugsmønsteret, forklarer Kent Bisgaard og tilføjer:
– Selvsagt vil dette setup overproducere enorme mængder af strøm, i perioder hvor der ikke er et forbrug. Salg til nettet er en dårlig forretning, derfor vil alt overskydende strøm blive anvendt i elkedler til opvarmning i stedet for sin halmkedel.
Tænk forsyning, ikke kun tilbagebetaling
Med de muligheder får strøm pludselig mange anvendelsesmuligheder. Ydermere, vil der til tider være mulighed for køb af el i de billige timer til anvendelse i de dyrere timer, nu når man alligevel har et stort batteri.
Det er tid til at tænke smart — ikke kun i tilbagebetalingstid, men i forsyningssikkerhed og handlefrihed.