Batterier kan sikre landbruget mod strømafbrydelser
Selvom det danske elnet er stabilt, viser udenlandske hændelser vigtigheden af backup-løsninger – og her kan batterier være en gamechanger
De omfattende strømafbrydelser i Spanien, Portugal og dele af Frankrig i april er en påmindelse om, hvor vigtig en stabil strømforsyning er – ikke mindst i landbruget, hvor el er kritisk for daglig drift. Selvom den præcise årsag til afbrydelsen i Sydeuropa endnu ikke er klarlagt, viste data, at der var rigeligt med grøn energi til rådighed. Alligevel lukkede atomkraftværkerne i Spanien ned af sikkerhedshensyn og bidrog ikke til at genetablere forsyningen.
I Danmark er vi dog langt bedre rustet til at håndtere store mængder vedvarende energi takket være et solidt elnet, biomassefyrede kraftværker og stærke forbindelser til nabolande.
– Vi har et fleksibelt og robust el-system i Danmark, men ingen systemer er immune over for nedbrud. Derfor giver det god mening at se på batteriløsninger – især i landbruget, siger energirådgiver i Spiras Holger Mikkelsen.
Strømnedbrud sker sjældent – men de sker
Gennemsnitligt oplever danske forbrugere kun 20-30 minutters strømafbrydelse om året. I de fleste tilfælde varer afbrydelserne fra få sekunder til maksimalt et par timer.
Men selv korte afbrydelser kan skabe store problemer i stalde og produktionsanlæg, hvor fx ventilation og malkning kræver konstant strøm.
Batterier er en effektiv sikring
Batterisystemer kan være en effektiv løsning til at beskytte mod strømsvigt, især for landbrug, der har brug for en stabil strømforsyning til kritiske funktioner.
De kan levere strøm øjeblikkeligt og sikre, at kritiske funktioner fortsætter uden afbrydelse. Samtidig gør batterier det muligt at lagre overskydende energi fra solceller og bruge det, når priserne er høje fx fra kl. 17 -21.
– Priserne på batterier er faldet til et niveau, hvor det nu er relevant at regne på investeringerne. Og fordelen ved øjeblikkelig backup er en ekstra gevinst, forklarer Holger Mikkelsen.
Han peger også på, at batterier både kan stå alene og kombineres med solceller, hvilket yderligere forbedrer økonomien i løsningen.