Spiras med i indvielse af nyt stenrev
Med det nye stenrev ved Gl. Albo Camping er næste skridt mod mere havnatur taget i Kolding Kommune.
Et nyt kapitel er skrevet, når det gælder naturgenopretning og biodiversitet i Lillebælt. Det skete, da det nye stenrev ved Gl. Albo Camping officielt blev indviet. Spiras var blandt deltagerne, da revet – døbt Shipsters Rev – blev lagt ud til glæde for både havmiljø og lokalsamfund.
Samtidig med at der i fællesskab arbejdes for målene i den grønne trepart, som blandt andet skal nedbringe kvælstof-udledningerne til havet, så er etablering af stenrev med til at skabe lokal biodiversitet og mere liv. Etableringen af stenrev spiller her en vigtig rolle. Stenrev skaber skjul og levesteder for fisk, skaldyr og andre havorganismer og kan dermed bidrage til øget lokal biodiversitet.

Karen Daugaard-Hansen, næstformand i Spiras, samt Niels Ole Præstbro, leder af grøn omstilling i Spiras ved indvielsen af stenrevet ved Gl. Albo Camping.
Spiras engagerer sig aktivt i arbejdet for et sundere havmiljø og bakker op om initiativer som Kolding Stenbank – en indsats under Naturpark Lillebælt, hvor lokale landmænd donerer sten til fremtidige havprojekter. Selvom hovedparten af stenene til Shipsters Rev kommer fra Norge, er én særlig sten i revet noget ganske særligt: en lokal donation, lagt ud af Emil og Theis fra det kendte sejladsprojekt; Kurs mod fjerne kyster.
Revet bliver nu en del af det levende Lillebælt – og et konkret tegn på, hvordan lokal handling kan skabe positiv forandring i vores fælles natur.
Stenrev har generelt stor betydning for havets biodiversitet, da det skaber skjulesteder for fisk og smådyr, og den lille hval marsvinet søger ofte føde omkring stenrev. Det nye stenrev er designet på en måde, så det bl.a. kommer til at tilgodese de store torskefisk, der er en presset fiskeart i bl.a. Lillebælt.
Spiras var repræsenteret ved Karen Daugaard-Hansen, næstformand, Niels Ole Præstbro, leder af grøn omstilling, samt Christian Gade Freund, politisk rådgiver.