Udbetalingsmodulet for minivådområder er omsider åbent
Efter mange måneder med tekniske forsinkelser i SGAV kan lodsejere nu søge udbetaling af tilskud til minivådområder med tilsagn fra 2024. Spiras har tidligere gjort ministeren opmærksom på de store konsekvenser af ventetiden.
Udbetalingsmodulet for Minivådområder 2024 er nu omsider åbent. Det betyder, at lodsejere, der har fået tilsagn om tilskud i 2024, endelig kan søge om udbetaling for deres projekter.
Ansøgningen foregår via Tast selv-løsningen, hvor man logger ind og indsender sin udbetalingsanmodning. Før der ansøges, skal projektet være fuldt etableret, og alle nødvendige tilladelser og dispensationer fra myndighederne skal være på plads. Anmodningen skal være sendt senest ved projektperiodens slutdato, som fremgår af tilsagnsbrevet.
Yderligere information om, hvad en udbetalingsanmodning skal indeholde, findes i den officielle vejledning.
Spiras-brev til ministeren
Åbningen af udbetalingsmodulet er en lettelse for mange lodsejere, som i mange måneder har ventet på at kunne få deres tilskud udbetalt. Spiras rettede tidligere på året henvendelse til miljøministeren for at gøre opmærksom på, at de gentagne forsinkelser i SGAV-systemet skabte store problemer for lodsejere med tilsagn fra 2024.
I brevet udtrykte Spiras bekymring over, at mange lodsejere allerede havde investeret store beløb i projekter med minivådområder uden mulighed for at få refunderet deres udlæg. Flere af dem har anlagt flere projekter, hvilket har øget den samlede økonomiske belastning betydeligt.
– Når lodsejere deltager aktivt i den grønne omstilling, skal de kunne stole på, at systemet fungerer, fastslog formandskabet i Spiras i henvendelsen, hvor foreningen også pegede på, at usikkerheden kunne hæmme lysten til at deltage i fremtidige projekter.
Nødvendigt med stabile rammer
Minivådområder er et af de mest effektive virkemidler til at reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet – og er derfor et vigtigt og afgørende virkemiddel i forbindelse med Den Grønne Trepart. Ordningen er en del af den danske CAP-plan og finansieres med EU-midler.
I Spiras’ område er interessen for ordningen stigende – alene i år har foreningens udtagningskonsulenter set en betydelig interesse i antallet af ansøgninger. Det viser, at lodsejere er klar til at bidrage, hvis de administrative rammer er på plads.
Med åbningen af udbetalingsmodulet kan mange nu få afsluttet deres projekter i håbet om en hurtig udbetaling af pengene.
Det er godt nyt for både lodsejere og miljøet – og et vigtigt skridt for at fastholde engagementet i den grønne omstilling.







