Tre små søer med stor effekt ved Egtved#
Esben og Thomas Johansen har etableret et minivådområde ved St. Ballesgaard. Et nyt informationsskilt ved vejen fortæller om projektet, der reducerer kvælstofudledning, styrker naturen og giver lokale – blandt andet Egtved Skole – et sted at lære mere.#
En lille eng lige uden for Egtved har fået nyt liv. Her, ved St. Ballesgaard, har Esben Johansen og hans far, Thomas Johansen, etableret et minivådområde bestående af tre små søer. Området stod færdigt den 11. juni 2025 og er finansieret med EU-midler.
Minivådområdet har et vandspejl på 4.500 kvadratmeter og dræner et opland på ca. 43 hektar – svarende til 86 fodboldbaner. Formålet er klart: at fange kvælstof, før det forlader marken og ender i vandmiljøet.
– Vi vil gerne gøre noget for at reducere udledningen af kvælstof, som en del af de kollektive virkemidler, siger Thomas Johansen.
Passede perfekt til stedet#
Placeringen er ikke tilfældig. Engen var i forvejen fugtig og vanskelig at udnytte optimalt i driften, og derfor var den oplagt til et vådområde, fortæller Esben Johansen.
– Det var et stykke jord, som i forvejen var lidt sumpet. Vi har i tidligere tider haft kalve og ungkvæg her på engen, men nu passede det virkelig godt her. Det ligger tæt på vejen, så man kan se det, siger han.
Han forventer også, at området vil tiltrække mere dyreliv, når søerne får lov at falde til og blive en del af landskabet.
Generationsskifte med grønt aftryk#
Minivådområdet er etableret midt i et glidende generationsskifte. Far og søn indgik i et I/S for omkring seks år siden, og planen er, at Esben overtager hele St. Ballesgaard i sommeren 2026. Bedriften har 190 malkekøer, og de to ser vådområdet som et naturligt skridt i en drift, der både skal være effektiv og tage ansvar.
– Vi vil gerne gøre noget godt for naturen, sikre at vi kan nyde den, siger Esben.
Mere end bare et minivådområde#
I december kom et informationsskilt op ved minivådområdet. Skiltet forklarer, hvad et minivådområde er, og viser fakta om netop deres anlæg, så forbipasserende kan stoppe op og blive klogere.
– Vi vil gerne hjælpe folk på vej. De har spurgt flittigt til, hvad vi har lavet her, og vi vil gerne fortælle. Det kan skiltet hjælpe med til, siger Thomas.
Skiltet er også tænkt som en ressource for lokalsamfundet. Egtved Skole ligger omkring en kilometer fra vådområdet, og far og søn håber, at eleverne kan bruge stedet i undervisningen.

Esben Johansen greb skovlen og fik gravet ud, så han sammen med Thomas Johansen og udtagningskonsulent Aksel Ravn kunne sætte et informationsskilt op ved minivådområdet. Skiltet forklarer, hvad et minivådområde er, og viser fakta om netop deres anlæg, så forbipasserende kan stoppe op og blive klogere.

Minivådområdet ligger på Smedeng – der hedder sådan, fordi der i helt gammel tid boede en smed på jorden der. Han var efter sigende mere ”helbreder” eller ”healer”.
Kontakt
Fakta#
Minivådområdet ved St. Ballesgaard har et opland på ca. 43 ha og et vandspejl på 0,45 ha.
Ifølge statens beregninger skulle det reducere kvælstofudledningen til Vejle Fjord med 265 kg N/år.
Udtagningskonsulenter i Spiras’ område har siden 2019 stået bag 94 minivådområder.
Læs mere om minivådområder på spiras.dk







