Tilskud til grøn teknologi
180 mio. kr. er på vej til miljø- og klimateknologi. Se, hvad der er nyt, og hvordan du bliver klar til årets ansøgningsrunde, der åbner 1. oktober.
En ny ansøgningsrunde til miljø- og klimateknologi står for døren. Ifølge det materiale, der har været sendt i høring, bliver der mulighed for at søge tilskud fra 1. oktober til 1. december 2026. Ordningen er endnu ikke endeligt fastlagt, og der kan derfor komme ændringer i både vilkår og teknologilister frem mod åbningen.
Der er lagt op til en pulje på i alt 180 mio. kr. fordelt på ni indsatsområder. Blandt de investeringer, der forventes stor interesse for, er overdækning af gylletanke, energiforbedringer i fjerkræstalde og teknologi til pesticidreduktion.
Gastæt silo til planteavlere
Nyt er det, at planteavlere efter planen får mulighed for at søge til blandt andet gastætte siloer til korn og lavtryksmarkvanding. Der lægges også op til tilskud til blandt andet eltraktorer og ellæssemaskiner. Til energireduktion i planteavlen er der i høringsmaterialet afsat 25 mio. kr.
Interessen forventes at blive stor – og sandsynligvis større end de 180 mio. kr. rækker til.
– Du får ikke tilskud, før du søger. Man kan se ansøgningen som et lod i puljen, og tilskuddet kan være en vigtig del af den omstilling, landbruget står midt i, siger Inger Knude, miljø- og projektrådgiver hos Spiras.
Kend spillereglerne
Hos Spiras er forberedelserne allerede i gang. Interesserede landmænd bliver skrevet op og kontaktet, når de endelige regler og teknologilister ligger klar. Herefter kan Spiras hjælpe hele vejen fra ansøgning og dokumentation til den afsluttende udbetalingsanmodning.
Det er samtidig vigtigt at kende spillereglerne.
– Projektet må ikke være sat i gang, før ansøgningen er indsendt. Derfor kan det være en fordel at have forarbejdet på plads, så ansøgningen kan komme afsted tidligt, siger Inger Knude.
Er tilskuddet afgørende for, om investeringen skal gennemføres, vil det ofte være klogt at vente på tilsagnet, før man går videre med projektet.
9 indsatsområder med midler fordelt således:
| Indsatsområde | Midler afsat i 2026 | Minimumsinvestering (standardomkostninger) |
| 1. Reduktion af ammoniakudledning fra gylletanke | 45 millioner kroner | 100.000 kroner |
| 2. Reduktion af pesticidforbrug i planteavl | 35 millioner kroner | 300.000 kroner |
| 3. Reduktion af ammoniakudledning fra kvægstalde | 28 millioner kroner | 300.000 kroner |
| 4. Reduktion af energiforbrug i væksthuse | 15 millioner kroner | 100.000 kroner |
| 5. Reduktion af ammoniakudledning fra svinestalde | 12 millioner kroner | 300.000 kroner |
| 6. Reduktion af næringsstofforbrug i væksthuse | 5 millioner kroner | 100.000 kroner |
| 7. Reduktion af energiforbrug i fjerkræstalde | 10 millioner kroner | 100.000 kroner |
| 8. Reduktion af energiforbrug i planteavl | 25 millioner kroner | 300.000 kroner |
| 9. Omlægning af burægproduktion | – | – |






