Tid til at gentænke din skattestrategi
Skattestyrelsen har nu åbnet for forskudsregistrering for 2026 – og med nye skatteregler på vej bør mange se deres skattemæssige strategi efter i sømmene.
Den 11. november har Skattestyrelsen åbnet for forskudsregistreringen for 2026, og det sker netop i en tid, hvor der er store ændringer på vej i skattesystemet. Fra 2026 indføres nye satser og fradrag – herunder en mellemskat, højere beskæftigelsesfradrag og en ny top-top-skat for de allerhøjeste indkomster.
Ifølge Eva Sandager, skatterådgiver hos Spiras, er det et oplagt tidspunkt at genoverveje sin strategi.
– De kommende ændringer betyder, at mange vil opleve lavere skat fra 2026. Men for dem med store udskudte skatter kan det give god mening at se på timingen af indtægter og dispositioner, siger hun.
Skatten falder – men ikke for alle
Med det nye system bliver den samlede skat for de fleste danskere lidt lavere. Indførelsen af mellemskatten på 7,5 % og et højere beskæftigelsesfradrag betyder, at mange får lidt flere penge mellem hænderne.
For de højeste indkomster ændrer billedet sig dog. Fra 2026 indføres en ny top-top-skat på 5 % af den del af indkomsten, der overstiger 3 millioner kroner (2.818.152 kr. før arbejdsmarkedsbidrag). Dermed udlignes gevinsten fra mellemskatten gradvist, jo højere indkomsten er.
Konsekvenser for planlægningen
Selv om ændringerne først gælder fra 2026, kan de få betydning allerede i 2025. For nogle kan det være relevant at fremskynde indtægter eller dispositioner til i år – for andre kan det bedre betale sig at udskyde til næste år, hvor skatten falder.
– Det handler ikke kun om løn og pension, men også om udbytter, virksomhedsordning og placering af store udskudte skatter. Der er mange håndtag at skrue på, og det er nu, man bør få lagt en samlet plan, siger Eva Sandager.
Hun peger på, at erhvervsdrivende i særlig grad bør overveje, hvordan ændringerne påvirker deres virksomhedsordning, opsparede overskud og fremtidige hævninger.
– Kort sagt er det et godt tidspunkt at gentænke sin skattestrategi – især hvis man har store udskudte skatter, understreger hun.







