Test dig selv: Vær chef for en fiktiv trepart på Klimafolkemødet#
På Klimafolkemødet deltager landbruget igen – og som noget nyt kan du prøve treparts-simulatoren og få en god dialog om klima og landbrug generelt.#
Har du overvejet, hvor komplekst det egentlig er at lave en areal-omlægningsplan for en kommune? Nu kan du selv få en forsmag på opgaven, hvis du besøger landbrugets stand på Klimafolkemødet i Middelfart.
Her har Landbrug & Fødevarer nemlig udviklet en simulator, hvor man i et område selv kan prøve at omdanne f.eks. marker til skov. Og så vil man løbende kunne se, hvad det rykker for de forskellige måltal for de lokale treparter – og ikke mindst behovet for, at jorden opfylder flere mål på samme tid.
Simulatoren skulle gerne invitere til dialog og debat om de udfordringer og muligheder, der er i de lokale grønne, trepartsaftaler. Det håber formand for Vejle-Fredericia Landboforening og for landbrugets styregruppe, Nis Hjort.
– Med Grøn Trepart er der endnu mere fokus på de klimaløsninger, vi i landbruget er i stand til at byde ind med. Det har vi et stort behov for og lyst til at præsentere for befolkningen, og på Klimafolkemødet møder vi mange forskellige mennesker. Vi har endnu brug for at udvikle teknologier, men allerede med dem vi har i dag, er vi nået rigtig langt. Og det skal folk bare komme og høre om på stand 22, siger Nis Hjort.
Landbruget ønsker dialog#
Simulatoren er ikke det eneste, man kan opleve på landbrugets stand i Middelfart. Der vil også være mulighed for at udfritte landmænd om, hvad de helt konkret gør i det daglige for at blive mere klimavenlige.
Det er tredje år i træk, at landbruget deltager på Klimafolkemødet med både stand og debatter. Jyske og fynske landboforeninger sætter sammen med Landbrug & Fødevarer fokus på Den Grønne Trepart og de muligheder, udfordringer og løsninger, der følger med.
– Et forbedret vandmiljø, et reduceret klimaaftryk og mere plads til naturen er hovedfokus i de 23 lokale, grønne treparter, som mange os er involveret i. Kom og få en snak med os, opfordrer Nis Hjort.
Mød en landmand#
På standen byder programmet også på talks om økologiske fødevarer, pyrolyse, livet på landet, og flere landmænd deler deres erfaringer fra hverdagen med marker, dyr og fødevareproduktion.
Ud over standen arrangerer landbruget tre debatter:
- Fredag den 29. august kl. 10-11 på Fællesscenen: Virker virkemidler virkelig? – politikere bliver quizzet i deres viden om landbrugsvirkemidler i den grønne omstilling.
- Fredag den 29. august kl. 11-12 på Grøn Scene: Bliver fødevarer mere klimaneutrale og dyrere med en CO2-afgift?
Panelet består af Tavs Nyord, Concito, Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, og Ejnar Schultz, Vice President, Sustainability, Science & Technology, Arla. - Lørdag den 30. august kl. 12-13 på Grå Scene: Klima på menuen – grønt på gaflen. Kom og smag fremtidens klimavenlige mad – fra sprøde insekter til lækre retter med bælgfrugter – mens vi debatterer, hvad der egentlig er mest klimavenligt på tallerkenen. Blandt deltagerne er Kristine Melgaard-Mani, influencer og kogebogsekspert, Harald Krabbe, CEO, Frederiksdal Kirsebærvin og Leif Jørgensen, Naturmælk.

På stand 22 på Klimafolkemødet i Middelfart, 28.-30. august 2025, kan du teste vores arealsimulator, som blandt andre Søren Søndergaard, formand L&F, samt Jeppe Bruus, minister for grøn trepart, her studerer.

Lørdag 30. august 2025 kl. 12-13 er Spiras vært ved en debat på Grå scene “Klima på menuen. Grønt på gaflen”, hvor kok og influencer Kristina Melgaard-Mani (Familieliv på budget), landmand og CEO Harald Krabbe fra Frederiksdal Kirsebærvin, direktør Leif Jørgensen, Naturmælk, CTO Søren Bisp fra Spiras debatterer om, hvordan vi kan skabe reel klimahandling gennem noget så konkret som vores måltider.







