Spiras udvider direktionen for at styrke ledelseskraften#
Rådgivningsvirksomheden tilføjer nye direktionsmedlemmer og midlertidig HR-repræsentation for at skabe klar retning og stabilitet efter opsigelsen af den tidligere CEO.#
Spiras opruster på ledelsesfronten. Med udnævnelsen af to nye medlemmer til direktionen og en midlertidig udvidelse med HR-ansvarlig ønsker rådgivningsvirksomheden at stå stærkere i en periode, hvor både organisationen og markedet er under forandring.
Udvidelsen sker i forlængelse af, at et flertal i bestyrelsen i sidste uge valgte at opsige den hidtidige CEO, Sverre Lenbroch. Den øverste ledelse er derfor i en genopbygning, hvor styrkelse af direktionen skal sikre stabilitet og fremdrift i den kommende tid.
Lars Schmidt, konstitueret administrerende direktør, har udpeget Hans Jørgen Karow, økonomidirektør og CFO, samt Claus Bech Jensen, afdelingschef for Rådgivning og Strategi, som nye medlemmer af direktionen. Udvidelsen er et centralt led i arbejdet med at styrke Spiras’ strategiske fundament.
– Formålet med udvidelsen er først og fremmest at øge vores samlede ledelseskraft. Med en bredere direktion får vi styrket både vores faglige fundament og vores evne til at træffe beslutninger på et kvalificeret og gennemsigtigt grundlag. Det er afgørende for, at vi som organisation kan navigere sikkert og fortsætte den forretningsmæssige vækst, siger Lars Schmidt.
Som midlertidigt medlem af direktionen indtræder også Dennis Calender, der er ny afdelingschef for People & Legal. Han overtager ansvaret for HR-området efter Janni Villadsen-Siggaard, som har ønsket at fratræde sin stilling. Med udnævnelsen understreges vigtigheden af fokus og prioritering på medarbejdertrivsel gennem en fase, der stiller store krav til organisationens tilpasning.
– Når Dennis Calender inddrages i direktionen, er det et bevidst valg. Vi står i en tid, hvor medarbejdernes trivsel og tryghed er afgørende for, at vi kan lykkes med vores opgaver. Derfor har området høj prioritet, tilføjer Lars Schmidt.
Samtidig konstitueres Claus Bech Jensen som leder af Regnskabsservices i Spiras. En proces er igangsat med henblik på at vurdere, hvordan den fremtidige ledelsesstruktur i afdelingen bedst kan understøtte Spiras’ langsigtede mål.
Med den udvidede direktion sikres det, at Spiras har et stærkere afsæt for de strategiske indsatser, der skal drive virksomhedens fortsatte udvikling og skabe stabilitet i en periode med væsentlige forandringer.
BILLEDTEKST:
Direktionen er blevet udvidet i Spiras. Det fik medarbejderne orientering om på et onlinemøde. På billedet er det Lars Schmidt, t.h., og Hans Jørgen Karow, økonomidirektør. Øvrige medlemmer i direktionen er desuden Claus Bech Jensen og Dennis Calender.







