Spiras rejser tvivl om ny kvælstofregulering kan nå at træde i kraft i 2027
Regeringsforhandlinger, manglende afklaring og udsatte meldinger fra myndighederne skaber voksende usikkerhed om den kommende kvælstofregulering. Spiras opfordrer nu til, at erhvervet står fast på krav om ordentlig implementeringstid, forudsigelighed og retssikkerhed.
Der breder sig en stigende usikkerhed blandt rådgivere og landmænd om den kommende kvælstofregulering.
Baggrunden er blandt andet de igangværende regeringsforhandlinger, bortfaldet af det oprindelige lovforslag samt manglende afklaring fra myndighederne om det konkrete indhold og tidspunktet for de endelige regler.
På Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs kontroldag på Augustenborg Slot for nylig blev et planlagt punkt om den nye reguleringsmodel taget af dagsordenen med henvisning til regeringsforhandlingerne.
Hos Spiras er vurderingen derfor, at det ikke længere er realistisk at nå en ordentlig ikrafttræden af en ny kvælstofregulering 1. januar 2027. Landmænd og rådgivere har krav på en endelig afklaring nu.
– Det her handler ikke om at afvise regulering. Det handler om, at så indgribende regler skal implementeres ordentligt. Landmændene skal have mulighed for at kende reglerne i rimelig tid, før de får virkning, siger formand for Spiras, Poul Christensen (øverste billede).
Situationen er uklar
Ifølge Spiras er situationen nu så uklar, at rådgivere fortsat må planlægge efter de gældende regler, samtidig med at ingen med sikkerhed ved, hvilke regler der gælder for 2027.
– Vi står med en regulering, hvor hverken lovgrundlag, bekendtgørelser eller de konkrete krav er endeligt afklaret. Det skaber en reel usikkerhed – også i forhold til rådgiveransvar og retssikkerhed, siger politisk direktør i Spiras, Nikolaj Schulz.
Flere rådgivere fra flere landbrugsorganisationer peger samtidig offentligt på, at reguleringen muligvis først kan træde i kraft i 2028.
Hos Spiras understreges det, at usikkerheden ikke alene handler om den politiske proces, men om landmændenes mulighed for at drive og planlægge deres virksomheder på et forudsigeligt og oplyst grundlag.
– Landmændene har brug for klare og stabile rammer. Man kan ikke drive virksomhed eller planlægge næste sæson på baggrund af spekulationer og uafklarede regler, tilføjer Nikolaj Schulz.
Spiras understreger samtidig, at så omfattende reguleringer bør vedtages og offentliggøres i så god tid, at landmænd og rådgivere har en reel mulighed for at tilpasse markplaner, investeringer og drift.
– Når myndighederne selv udskyder drøftelser om reguleringen med henvisning til regeringsforhandlingerne, er det helt legitimt at spørge, om tidsplanen overhovedet hænger sammen længere, påpeger Poul Christensen.







