Kolding Fjord har brug for løsninger – ikke skyttegrave#
Karen Daugaard-Hansen, næstformand i Spiras, skriver:
Debatten om Kolding Fjords miljøtilstand er igen blusset op, og det er både forståeligt og vigtigt. Den rekordvåde juli måned har vist os, hvor sårbart vores vandmiljø er, når vejret slår om og systemerne presses.
Derfor er det ærgerligt, når formanden for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Kolding Kommune, Jørn Chemnitz, forsøger at reducere diskussionen til et regnestykke, hvor spildevandets betydning næsten afskrives.
Hos Spiras er vi aktive deltagere i Fjordpartnerskabet for Kolding Fjord, og vi er fuldt ud klar over, at landbruget spiller en rolle. Det ansvar tager vi. Men det er helt afgørende, at vi ser alle kilder til påvirkningen – også de urbane. At nedtone betydningen af overløb og spildevandsudledning, blot fordi renseanlægget fungerer efter forskrifterne, er ikke den ærlige tilgang, fjorden har brug for.
Kolding Kommune har langt over 100 overløbspunkter, og gennem årene er der registreret rigtig mange tilfælde af overløb i kommunen, hvor kloaksystemet ikke kunne følge med, og urenset eller delvist renset spildevand løb direkte ud i naturen. Det er ikke småting – og slet ikke, når det sker i direkte forbindelse med de kraftige regnskyl, vi har set denne sommer.
Jørn Chemnitz påpeger, at 66.000 borgere i Kolding by samlet set udskiller omkring 290 tons kvælstof om året – og dermed næsten opfylder hele det indsatsbehov, der er sat i Den Grønne Trepart. Det i sig selv viser, at de urbane kilder til næringsstoffer er betydelige. Det gør det endnu vigtigere at tage ansvar for hele kredsløbet – ikke blot dele af det.
Selvfølgelig skal landbruget være med. Det er vi allerede – gennem præcisionslandbrug, efterafgrøder, lavbundsprojekter og målrettet regulering. Men når fjorden belastes af næringsstoffer og forurenende stoffer fra både marker og byens overflader, kloakker og overløb, så må vi også have proportionerne med i diskussionen.
Det her handler ikke om at pege fingre. Det handler om at tage ansvar – sammen. Fjorden har ikke brug for symbolpolitik eller forsimplede regnestykker. Den har brug for reelle løsninger baseret på data, samarbejde og gensidig respekt. Fra Spiras er det ønsket, at vi i fællesskab – kommune, borgere, landbrug, forsyninger og myndigheder – tager de nødvendige skridt for at forbedre fjordens tilstand. Ikke gennem skyttegravskrige, men gennem ærligt samarbejde.







