Spiras: Dunkelflaute afslører hul i dansk energipolitik#
Den kraftige vækst i biomasse gør biogas til en central brik i kampen mod energikrise, klimaforandringer og afhængighed af udlandet. Det fastslår politisk direktør i Spiras, Nikolaj Schulz.#
Debatten om energisystemets robusthed er blusset op, efter begrebet Dunkelflaute – perioder uden sol og vind – er blevet udråbt til det seneste skrækscenarie i den grønne omstilling. Diskussionen har både ført til pris-sammenligninger og fornyet interesse for bl.a. atomkraft. Men løsningen findes allerede i Danmark: biogas.
– Dunkelflaute fremhæves som det store, energipolitiske mareridt, hvor mørke og vindstille truer strømmen i virksomheder og ude i de danske hjem. Men vi har faktisk en løsning lige her og nu – og det er biogas, siger Nikolaj Schulz, politisk direktør i Spiras.

Nikolaj Schulz, politisk direktør i Spiras
Biogas udnytter landbrugets ressourcer som husdyrgødning og halm, og i de senere år er industri og husholdninger også blevet koblet på. Udviklingen har været markant. På blot 8-10 år er mængden af biomasse steget med mere end 300 procent, og i dag udgør biogas omkring 40 procent af gassen i Danmark.
– Biogas er vores biologiske batteri – en forsikring mod Dunkelflaute. Samtidig er biogas helt afgørende for den grønne omstilling. Vi får brug for biogent materiale, hvis vi skal indfri de langsigtede ambitioner om grøn plastik og brændstof til supertankere, forklarer Nikolaj Schulz.
Ifølge Spiras er der nu behov for et skærpet politisk fokus, hvis Danmark skal fastholde sin globale førerposition. Biogas styrker både landbrug, industri og lokale samfund, samtidig med at energien produceres i Danmark – og dermed giver kontrol og forsyningssikkerhed.
Et centralt element er, at den afgassede biomasse skal tilbage på markerne, hvor den fungerer som gødning. Det kræver yderligere kapacitet til opbevaring tæt på landbrugsarealer, især fordi biomassemængden allerede er tredoblet.
– Vi har en løsning, der virker – men den skal prioriteres politisk. Ellers risikerer vi at miste muligheden. Treparten vil udtage arealer til natur, men hvis vi skal helt i mål med den grønne omstilling – og håndtere Dunkelflaute – har vi brug for en stærk husdyrproduktion og et positivt fokus på de tilbageværende landbrugsarealer, siger Nikolaj Schulz.







