Spiras: Det tavse flertal skal hæve stemmen
Af Flemming Skov,
næstformand i Spiras
Et højtråbende mindretal har alt for længe fået lov til at definere fortællingen om landbruget, fiskeriet og transporterhvervet. Ikke fordi flertallet af danskerne ønsker disse erhverv afviklet, men fordi de fleste, der forstår deres betydning, tier stille. Det tavse flertal nøjes med at være enige hjemme ved spisebordet. Imens bliver tavsheden udlagt som samtykke.
Det skal stoppe. Hvis Danmark fortsat skal kunne producere fødevarer, energi og varer, må det tavse flertal bryde tavsheden og blande sig. Landmænd, fiskere og vognmænd kan ikke løfte kampen alene. De er få. Men deres betydning for samfundet er enorm, og de har krav på, at det brede flertal, som godt kender virkeligheden, også siger det højt.
For tonen i den offentlige debat bliver stadig grovere: foragt forklædt som fremskridt. Landmanden er en klimasynder. Fiskeren en trussel mod havet. Vognmanden støj og udstødning på hjul.
I dele af medieverdenen og blandt storbyens meningsdannere er det blevet bekvemt at fremstille de erhverv, der skaffer os mad, energi og varer, som selve problemet. Det er let at være kompromisløs, når andre skal betale regningen og udføre arbejdet. Og det er let at dominere en debat, når det fornuftige flertal ikke tager til genmæle.
Gå uden for studiet og spørg pensionisten i Skærbæk, håndværkeren i Esbjerg eller familien i rækkehuset, om Danmark kan undvære landbrug, fiskeri og lastbiler. Svaret vil som regel være enkelt: Selvfølgelig ikke. Det er jo nødvendigt.
Netop ordet »nødvendigt« er forsvundet fra debatten. Ikke fordi det er blevet forkert, men fordi alt for få siger det højt. Et land kan ikke leve af konsulentrapporter, podcasts og politiske hensigtserklæringer. Nogen skal dyrke jorden. Nogen skal hente fisken. Nogen skal køre varerne. Det er ikke nostalgi. Det er den praktiske forudsætning for et moderne samfund.
Landbruget leverer endda langt mere end fødevarer. Biogasanlæg omdanner husdyrgødning og restprodukter til energi og er en vigtig del af omstillingen af varme- og gassektoren. Det kræver store investeringer, adgang til elnettet og stabile politiske rammer. Alligevel behandles landbruget alt for ofte som en modstander af den grønne omstilling – også når erhvervet konkret bygger den.
Mikrofonen er skævt fordelt
Kritik af kvælstofudledning, fiskeriets bæredygtighed og transportens CO2-aftryk er legitim. Erhvervene skal udvikle sig, og det gør de. Men der er forskel på at stille krav og på at dæmonisere de mennesker, som skal omsætte kravene til virkelighed.
Debatten er blevet en sær form for énvejskommunikation: Dem, der aldrig har stået i en stald klokken fire om morgenen, været på havet i november eller kørt varer gennem Europa om natten, sætter dagsordenen. Dem, der udfører arbejdet, får bagefter lov til at forsvare sig.
Resultatet er en farlig blanding af moralsk overlegenhed og praktisk uvidenhed. Fra skrivebordet kan man uden besvær vedtage, at produktion, fangst eller transport skal begrænses. Men danskerne holder ikke op med at spise eller købe varer af den grund. Produktionen flytter bare til lande, hvor vi har mindre indflydelse på klima, miljø og arbejdsforhold. Det er ikke grøn omstilling. Det er eksport af ansvar.
Landmænd investerer i biogas og ny teknologi. Fiskere udvikler mere skånsomme fangstmetoder. Vognmænd køber lavemissionskøretøjer og forsøger at få en presset økonomi til at hænge sammen. De gør det, mens de fortsat leverer. Den virkelighed fortjener mere respekt end endnu en moralsk opsang fra mennesker, der aldrig selv risikerer arbejdspladsen.
Tavshed bliver læst som samtykke
Landbruget, fiskeriet og transporterhvervet består af relativt få mennesker og dermed få stemmer. Politikerne ved det. Derfor er det let at afskrive deres bekymringer som særinteresser, selv om hele samfundet er afhængigt af det, de producerer.
Her svigter det tavse flertal. Ikke ved at være imod erhvervene, men ved at overlade forsvaret af dem til de få mennesker, som allerede bruger alle kræfter på at drive dem.
Mange danskere forstår udmærket, at den grønne omstilling skal ske sammen med de produktive erhverv. De ønsker hverken ureguleret produktion eller et Danmark uden miljøkrav. Men de accepterer heller ikke præmissen om, at mennesker, der producerer noget håndgribeligt, er moralsk suspekte.
Alligevel tier de. For den, der forsvarer en landmand, en fisker eller en vognmand, risikerer straks at blive stemplet som modstander af klima, natur og fremskridt. Det er en effektiv måde at lukke en debat på. Det er også demokratisk dovenskab.
Tavsheden har en pris. Når kun de mest højtråbende bliver hørt, formes politikken efter deres verdensbillede. Så bliver vandindvinding, elnet, arealregulering og tilskudsordninger besluttet, som om produktion var et irritationsmoment og ikke grundlaget for vores velstand.
Derfor skal erhvervene tale højere – uden undskyldninger og uden bøjet nakke. De skal ikke bede om fritagelse fra omstillingen, men kræve indflydelse på, hvordan den gennemføres. Og de mange danskere, der godt kan se nødvendigheden, skal holde op med kun at nikke hjemme ved spisebordet. Stiltiende opbakning har ingen politisk vægt. Den tæller først, når den bliver udtrykt.
Skriv læserbrevet. Tag ordet på borgermødet. Sig den lokale politiker imod. Bland dig i kommentarsporet. Brug din stemme, når der er valg.
Det handler ikke om at vælge mellem klimaet og erhvervslivet. Det handler om at afvise den dovne forestilling, at Danmark bliver grønnere ved at gøre det vanskeligere at producere mad, energi og varer herhjemme.
Et land, der ringeagter dem, der holder det kørende, saver den gren over, som både velfærden og den grønne omstilling hviler på. Danmark kan ikke leve af meninger alene.
Det tavse flertal skal ikke bare mene det. Det skal sige det højt.
