Spiras-bestyrelse vælger ny formand – og opsiger samarbejde med direktør#
Poul Christensen overtager formandsposten, mens Lars Schmidt indtræder som konstitueret administrerende direktør. Bestyrelsen sætter samtidig nye tiltag i gang for at styrke organisationens fremadrettede arbejde.#
Bestyrelsen i Spiras har mandag afholdt møde for at drøfte den aktuelle situation i organisationen og den fremtidige retning. Mødet har ført til en ny konstituering af bestyrelsen.
Henrik Jessen og Karen Daugaard-Hansen har valgt at trække sig fra formandskabet – men fortsætter begge som medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsen har valgt Poul Christensen som ny formand, mens Søren Laustsen og Flemming Skov indtræder som næstformænd.

Poul Christensen – ny formand for Spiras

Lars Schmidt – er ny konstitueret administrerende direktør
I forlængelse af konstitueringen er det besluttet at nedsætte et forretningsudvalg, ligesom bestyrelsen undersøger mulighederne for at inddrage eksterne kræfter i det videre arbejde.
Bestyrelsen har besluttet at opsige samarbejdet med administrerende direktør Sverre Lenbroch. Det opsagte samarbejde sker blandt andet som følge af en vurdering af eksekveringen af Spiras’ strategi. Bestyrelsen har udpeget Lars Schmidt, nuværende afdelingsleder for miljø, fjerkræ, tilskud og natur, som konstitueret administrerende direktør.
Bestyrelsen og ledelsen vil nu sammen arbejde for at sikre en stabil og kontinuerlig udvikling af Spiras med særlig fokus på medarbejdernes trivsel og organisationens samlede retning.
– Der skal lyde en stor og velment tak til Henrik Jessen og Karen Daugaard-Hansen for deres store indsats i formandskabet. De har leveret en betydelig arbejdsindsats, og Henrik Jessen har spillet en markant rolle i fusionen og opbygningen af Spiras. Vores landbrugsorganisation står stærkt og er godt rustet til at møde de fremtidige udfordringer, fastslår Poul Christensen.







