SIRI genoptager behandling af praktikantsager
Ansøgninger fra Uganda, Kenya og Tanzania behandles igen efter undersøgelse af uddannelsesdokumenter
SIRI har genoptaget sagsbehandlingen af størstedelen af de ansøgninger om opholdstilladelse som praktikant på det grønne område, fodermester eller driftsleder, der tidligere blev sat i bero. Sagerne vedrører ansøgere med uddannelsesdokumenter fra Uganda, Kenya og Tanzania.
Sagerne blev sat i bero i april 2026, mens SIRI i samarbejde med blandt andet Nationalt ID-Center (NIDC) undersøgte forhold omkring uddannelsesdokumenternes ægthed. Undersøgelsen er nu afsluttet for hovedparten af sagerne, hvilket gør det muligt at genoptage behandlingen. En mindre del af sagerne er fortsat sat i bero.
Ansøgere med en verserende sag behøver ikke foretage sig noget. SIRI kontakter den enkelte ansøger direkte med information om den konkrete sag og den forventede sagsbehandlingstid.
SIRI understreger, at genoptagelsen af sagsbehandlingen ikke betyder, at sagerne afgøres med det samme. Hver ansøgning vil blive vurderet individuelt, og der kan fortsat blive behov for eksempelvis yderligere dokumentation eller partshøring.







