Sikker høst: Pas på dig selv og dine kollegaer i marken
Når høstmaskinerne ruller, stiger tempoet – og risikoen for ulykker. Her får du de vigtigste råd til at komme sikkert gennem høsten.
– Høsten er en af de mest travle og intense perioder i landbruget. Lange arbejdsdage, stort maskineri og støvede omgivelser giver ekstra pres på både mennesker og materiel. Derfor er det afgørende at have arbejdssikkerheden helt fremme i bevidstheden – hver dag.
Sådan lyder det fra arbejdsmiljørådgiver Søren Lorenzen, Spiras, der her har lavet en kort, praktisk oversigt over de vigtigste sikkerhedsforanstaltninger, I altid skal huske under høsten:
Maskinerne skal virke og være sikre
Dagligt eftersyn
Start dagen med at kontrollere lys, bremser og afskærmninger.
Afskærmning af farlige dele
Alle roterende dele, kraftoverføringsaksler samt rem- og kædetræk skal altid være korrekt afskærmet.
Ingen reparationer under drift
Motoren skal være slukket, nøglen fjernet og alle dele stå stille, før du begynder på reparationer eller vedligehold.
Pas på dig selv, og dine kolleger
Høreværn og støvmaske
Ved arbejde tæt på mejetærsker, halmpresser eller planlagre eller anden kornopbevaring skal du bruge høreværn og støvmaske for at beskytte dig mod støj og støv.
Hold sikker afstand
Gå aldrig op på en maskine i drift. Sørg for tydelig øjenkontakt med maskinføreren, hvis du skal tæt på en maskine.
Brug synligt arbejdstøj
Særligt i mørke timer er det vigtigt at være synlig. Reflekser og arbejdslys reducerer risikoen for påkørsler og misforståelser.
Vær opmærksom på børn i marken
Store maskiner tiltrækker nysgerrige børn. Vær ekstra opmærksom, hvis der kommer besøgende i marken, og stop maskinerne, hvis du er i tvivl.
Arbejdsmiljøteamet ønsker alle en god og sikker høst.








