Erstatningsfri regulering må bero på en misforståelse

Af Nikolaj Schulz,
politisk direktør i Spiras

Danske landmænd har snart mere travlt med at melde arealer ind til lavbundsprojekter og minivådområder, end de har ude i marken. Og imens vi indfrier Treparten, så kan man læse i JP og Landbrugsavisen, at statens embedsmænd mener, at et tab over 5 år på op til 35 % ikke udløser kompensation. Begrundelsen er formentlig at begrænse udledningen af kvælstof for at forbedre vandmiljøet og indfri målsætningen i vandrammedirektivet..

Det er uforeneligt med ”ånden i Trepartsaftalen”, udtaler Søren Søndergaard til JP. Det kan bekræftes og ikke nok med det. Det er ret sikkert i strid med ejendomsrettens beskyttelse i Grundloven, EU-retten og menneskerettighederne.

Formålet med vandrammedirektivet er at få ålegræsset tilbage i de danske fjorde og kystvande (efter det stort set døde i 1930erne af sygdom). Hvis vi skal nå målet, så skal spildevandsrensningen forbedres, der skal lægges sand i fjorde og kystvand, så ålegræsset kan gro stabilt, vi skal reducere baggrundsbelastningen fra fx Østersøen – og meget mere. Danske landmænd skal også reducere kvælstof, og vi i fuld gang med at udtage lavbundsarealer, minivådområder, mv., som logiske følger af Trepartsaftalen.

Den omstændighed, at vandplanerne opgøres i ton kvælstof er misvisende. Fx kan muslinger på line, et stenrev eller bedre spildevandsrensning (fosfor) resultere i lempede krav til kvælstofudledningen (og vise versa). I Second Opinion har statens egne rådgivere (DHI) introduceret ækvivalenser mellem fx kvælstof og fosfor.

En underliggende videnskabelig forklaring er Redfield Ratio, der beskriver, at næringsstoffer i biomasse (alger) er påfaldende konstant i forholdet 16:1 N:P. Dvs. 1 fosfor-molekyle står i forhold til 16 kvælstof-molekyler. Omregnet til vægt i en forenklet udgave, så vil hvert ton fosfor, der ikke udledes til vandmiljøet betyde, at kravet til kvælstof lempes med cirka 7 tons. Det er præcis som 1 ton metan omregnes til 28‑30 ton CO₂‑ækvivalenter i klimaregnskabet.

Måltal opgøres i kvælstof, men realiteten er, at det er kvælstof-ækvivalenter. Det er vigtig viden inden statens embedsmænd kaster med ’kvælstofhammeren’. Det er slet ikke givet, at det er landbrugets kvælstof, der er problemet. Eller modsat kan det være, at det netop er kvælstof, der skal sættes ind overfor på en specifik lokation.

I Syddanmark, fx Genner Bugt, Aabenraa Fjord og Als Fjord, m.fl. er påvirkningen for alger og lys fra land omkring 20 %. Resten kommer fra udlandet eller atmosfæren.  Dvs. uanset om vi lukkede hele oplandet for landbrug og spildevand, så fylder Østersøen og den atmosfæriske påvirkning, fortsat 80 %.

En generel erstatningsfri regulering for landbrugets brug af kvælstofgødning vil altså hurtigt grundstøde, fordi der i mange tilfælde ikke er en tilstrækkelig saglig grund (causa) for reguleringen. En generel ordning vil derfor åbenlyst være i strid med ejendomsrettens beskyttelse, hvilket finder støtte i EU-Domstolens retspraksis og praksis ved Menneskerettighedsdomstolen.

Ingen skal være i tvivl om, at vi i Spiras holder skarpt øje med de tanker, som statens embedsmænd gør sig om jord, der tilhører danske landmænd.

Samtidig skal vi huske, at trepartsaftalen omfatter hele paletten, dvs. biodiversitet, vandmiljø, klimagasser og en styrket landbrugsproduktion. Det er derfor korrekt, at det er uforeneligt med ”ånden i Trepartsaftalen” at foretage generelle erstatningsfri indgreb, isoleret til landbrugets brug af kvælstof.