Ny højspændingsforbindelse rammer landmænd: Vigtigt at reagere i god tid
Energinet planlægger en ny 400 kV-luftledning mellem Aarhus og Aabenraa. Landmænd langs strækningen opfordres til at gøre deres bemærkninger til den foreløbige linjeføring gældende, så deres rettigheder og erstatningskrav sikres.
Energinet står foran et af de største el-projekter i Jylland i mange år: en ny 400 kV-luftledningsforbindelse på ca. 190 km suppleret af 270 km nedgravede 150 kV-kabler og nye højspændingsstationer. Den eksisterende forbindelse fra 1970’erne er nedslidt, og kapaciteten fordobles med den nye løsning – en forudsætning for at kunne håndtere det stigende elforbrug og transport af el-produktion.
Men projektet rammer mange lodsejere. Både master, kabler og transformatorstationer kan påvirke driften, planerne og værdien af landbrugsejendomme langs strækningen. Det er derfor forståeligt, at man bliver frustreret, hvis man rammes af en transformatorstation, luftledning eller nedgravet ledning, der påvirker landmandens planer eller giver andre gener, som det er tilfældet for mange lodsejere på traceet mellem Aarhus og Aabenraa.

Skal håndteres korrekt
– Vi ved, at det ofte føles som et meget omfattende indgreb, når du via ekspropriation tvinges til at acceptere indgreb i din ejendomsret og skal tåle fremtidige ulemper. Derfor er det helt afgørende, at rettigheder, erstatningsspørgsmål og erstatningskrav bliver håndteret korrekt gennem hele processen, siger Ellen Bruun Andresen, afdelingschef og jurist hos Spiras.
– Alt det hjælper vi dig med, når du står overfor ekspropriation. Hos Spiras har vi en betydelig og årelang erfaring inden for ekspropriation, og vi rådgiver hvert år mange landmænd og andre lodsejere, der står til at skulle blive eksproprieret og afgive fast ejendom, tilføjer hun.
Dine muligheder i processen
Energinet gennemfører borgermøder, hvor projektet præsenteres. Spiras anbefaler, at alle berørte lodsejere deltager for at høre om konsekvenserne i netop deres område. Herefter kan man indsende sine bemærkninger og forslag til ændringer til Energinet mellem 25. august og 8. oktober 2025.
– Det er væsentligt at få gennemgået, hvilke indgreb, der gør sig gældende for din ejendom, herunder driftsgener, fremtidige udvidelsesmuligheder, tab af herlighedsværdi, defiguration o. lign. og punkterne skal fremsendes til Energinet inden 8. oktober 2025, siger Ellen Bruun Andresen og tilføjer:
– Energinet kender ikke vilkårene på den enkelte ejendom. Derfor er det vigtigt, at du bruger din stemme og sender dine bemærkninger til Energinet. Det er her, der er mulighed for at påvirke placeringen af master, kabler og transformatorstationer, understreger Ellen Bruun Andresen.
Arbejdsprocessen
Information om projektet gives på borgermøde
Vi opfordrer dig til at deltage i de lokale borgermøder, der er meldt ud af Energinet på deres hjemmeside for at høre om projektet i dit område – Tilmeld dig her.
Dine muligheder for at komme med bemærkninger
Efter borgermødet er du og vi klædt på til at indsende bemærkninger med argumenter og indsigelser til projektet. Der er mulighed for at fremsende dine bemærkninger til det planlagte projekt til Energinet på deres hjemmeside i perioden fra 25. august til 8. oktober 2025.
Bemærkningerne skal indsendes til Energinet inden udløb af fristen, hvis man ønsker at påvirke placeringen af trace og transformatorstationer.
Vi opfordrer dig til at kontakte Spiras så tidligt som muligt, hvis du ønsker vores hjælp, så der er rimelig tid til at fremskaffe oplysninger og argumenter på ejendommen.
Efter fristen
Hvis Energinet planlægger at placere anlæggene på din ejendom, vil du blive tilbudt et besøg. Det er vigtigt at være godt forberedt til dette møde, hvor der skal samles dokumentation for dine bemærkninger og eventuelle tab ved etablering af projektet. Lodsejere får også mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til justeringer af projektet på ejendommen. Vi vil dog altid opfordre til, at du uanset udsigten til et møde, bruger din mulighed for at sende dine bemærkninger til projektet, så Energinet bliver bekendt med de problemer, der opstår på din ejendom ved projektet.
Fremgangsmåden ved besigtigelse og ekspropriation
Inden Energinet kan gå i gang med anlægsarbejdet, skal de først få retten til at bygge luftledninger, kabler, stationer og andre anlæg. Det sker gennem ekspropriation, som gennemføres af en ekspropriationskommission, der er en uafhængig instans.
Ekspropriationen består af to dele:
- Besigtigelsesforretningen: Her gennemgås projektets konsekvenser for den berørte ejendom, og der er mulighed for at fremføre sine synspunkter. Ekspropriationskommissionen beslutter herefter, om projektet kan godkendes eller skal tilpasses.
- Ekspropriationsforretning, hvor ekspropriationen besluttes. Besigtigelsesforretnigen og ekspropriationsforretningen kan godt ske i samme møde, hvorfor det er væsentligt at være godt forberedt.
Erstatning for ekspropriation
Da nærværende ledning mellem Aabenraa og Aarhus gennemføres på ekspropriationsvilkår – og ikke på aftalevilkår, er rammerne i landsaftalen tilsidesat og forhandlingerne om erstatning skal ske med kommissarius. Hvis der ikke kan opnås enighed om erstatningens størrelse, kan Ekspropriationskommissionen træffe afgørelse om størrelsen. Du kan anke erstatningens størrelse til Taksationskommissionen.
Sædvanlig rammeaftale for erstatning af el-anlæg på landbrugsjord på aftalevilkår
Rammerne for erstatning af el-anlæg på landbrugsjord er aftalt i Landsaftalen, der er indgået mellem Landbrug & Fødevarer, Green Power Danmark og Energinet. Læs mere.
Landsaftalen indeholder standardiserede principper og takster for masteplaceringer, deklarationsarealer mv. Men erstatning for gener, driftstab og andre ulempeerstatninger forhandles særskilt. Landsaftalen anvendes ikke, når der er tale om et ekspropriationsprojekt, hvor erstatningsniveauet fastsættes af Ekspropriationskommisionen.
Faktaboks: Ekspropriation til el-ledninger kan omfatte:
Ekspropriation til el-ledninger kan omfatte:
- Nedgravning af kabler. El-selskaber kan ekspropriere arealer til nedgravning af el-kabler, herunder også kabler til højspændingsledninger. Det er ikke alle kabler, der kan nedgraves og det er langt fra muligt på hele strækningen
- Luftledninger og master
- Transformere og andre faciliteter, der er nødvendige for el-forsyningen
- Adgangsveje – Ekspropriation kan også omfatte arealer til adgangsveje, så el-selskabet kan komme til ledningerne for at vedligeholde og reparere dem








