Når lovlig virksomhedsstruktur gøres mistænkelig
Debatten om dyrevelfærd risikerer at underminere grundlæggende retssikkerhed. Spiras advarer mod at gøre almindelig virksomhedsstruktur til et tegn på snyd.
Debatten om dyrevelfærd i dansk landbrug risikerer at bevæge sig i en bekymrende retning, hvor helt almindelig og lovlig virksomhedsstruktur bliver fremstillet som mistænkelig. Det advarer Spiras på baggrund af Rigsrevisionens seneste beretning om kontrollen med grises velfærd.
Danske landmænd driver i forvejen nogle af landets mest kontrollerede virksomheder med omfattende krav til registrering, dokumentation og tilsyn. Derfor er det ifølge Spiras afgørende at fastholde en saglig debat – også når der rejses kritik.
– Der er al mulig grund til at tage dyrevelfærd alvorligt, og det gør landmændene hver dag. Men vi er nødt til at sige klart fra, når debatten begynder at mistænkeliggøre helt almindelig virksomhedsdrift, siger Poul Christensen, formand for Spiras (billedet).
Rigsrevisionens beretning rejser ifølge Spiras principielle spørgsmål, som rækker ud over landbruget og ind i retssikkerheden. Særligt samspillet mellem forskellige kontrolformer giver anledning til bekymring.
– Når myndigheder indsamler oplysninger i en kontrol, velvidende at sagen potentielt kan ende som en straffesag, så nærmer vi os noget, der ligner efterforskning. Her er det afgørende, at retssikkerheden følger med, siger Nikolaj Schulz, politisk direktør i Spiras.
Spiras peger på, at loven om retssikkerhed og tvangsindgreb uden for strafferetsplejen netop skal forhindre, at administrative kontroller bruges til at omgå de garantier, der gælder i straffesager.
Samtidig kritiserer organisationen brugen af begrebet “kunstig opsplitning” om landbrugsvirksomheder.
Ifølge Spiras er det helt almindelig praksis – også i andre brancher – at opdele aktiviteter i forskellige selskaber for at skabe overblik, sprede risiko og sikre finansiering.
– En landbrugsvirksomhed kan have gode grunde til at placere planteavl, dyrehold, maskiner og ejendomme i forskellige selskaber. Det er ikke mistænkeligt – det er helt normal og ansvarlig virksomhedsdrift, siger Poul Christensen.
Spiras understreger, at ulovlig omgåelse naturligvis skal bekæmpes, men advarer mod at vende bevisbyrden på hovedet.
– Man kan ikke antyde, at en selskabsstruktur i sig selv er udtryk for snyd. Så er vi på en farlig vej, hvor almindelig organisering bliver gjort til et indicium på skyld, siger Nikolaj Schulz.
Ifølge Spiras kan udfordringerne i stedet skyldes, at myndighedernes kontrolsystemer ikke i tilstrækkelig grad hænger sammen på tværs af CVR- og CHR-numre.
Organisationen bakker op om kontrol med landbruget og understreger, at overtrædelser skal have konsekvenser. Men kontrollen skal være korrekt, sammenhængende og sikre retssikkerheden.
– Hvis vi begynder at mistænkeliggøre lovlig selskabsstruktur, er det ikke kun landbruget, der får et problem. Så er det retssamfundet som helhed, der er på spil, siger Poul Christensen.







