Landmænd deler idéer for en grønnere fremtid
I projektet Landmandsdrevet Innovation mødes landmænd for at udvikle nye løsninger til en mere miljøvenlig planteproduktion – og for at dele deres erfaringer med kolleger i hele landet.
I begyndelsen af marts 2026 var 15-20 landmænd og driftsledere samlet hos Spiras i Vojens til to workshops i projektet Landmandsdrevet Innovation. Her mødes de for at udveksle erfaringer og udvikle nye idéer til en endnu mere miljøvenlig produktion.
For deltagerne handler projektet også om at vise omverdenen, at landmænd aktivt arbejder på at forbedre både klima, miljø og økonomi i deres produktion.
Tænke ud af boksen
Driftsleder Jacob Emil Jacobsen fra Østervang Mark ApS, Christiansfeld, deltager for at være med til at forme fremtidens løsninger.
– Jeg deltager i projektet for at være med til at tænke ud af boksen og udvikle nye løsninger. Måske kan vi en dag flytte skadedyr med blomsterdufte eller gøre dem til nyttedyr – eller blive endnu skarpere på teknologier som CRISPR, hvor dna-redigering kan gøre afgrøder mere modstandsdygtige over for sygdomme, tørke og skadedyr, siger han.
For ham handler innovation i sidste ende om at udnytte markerne bedre – på flere parametre.
– Mere i det så handler det om, at vi får maksimalt ud af alle kvadratmeter på marken og optimerer på både miljø, klima og økonomi samtidig.
Samle og dele viden
Også Kristian Krogh fra Kroghs Grønt I/S i Bylderup Bov ser projektet som en mulighed for at udvikle og dele idéer med andre landmænd.
– Vi vil gerne forsøge os mere med blomsterstriber i jordbærmarkerne for at kunne mindske brugen af insekticider og få mere viden om, hvilke blomsterarter og blomstringstidspunkter der virker bedst, fortæller han.
Samtidig giver netværket mulighed for at få idéer videre ud i landbruget.
– De fleste af os går jo rundt med nogle idéer om noget, vi gerne vil prøve af. Derfor er det vigtigt at få samlet den viden og dele den med så mange som muligt.
På workshoppen bruger deltagerne hinanden til idéudvikling og faglige drøftelser – og arbejder for at skabe stærke netværk, hvor erfaringer hurtigt kan omsættes til nye forsøg og løsninger i praksis.