Landbruget stod sammen: Nu skal politikerne lytte
Flere end 6.000 fulgte stormødet, hvor landmænd, følgeerhverv og lokalsamfund sendte et klart budskab: Den grønne omstilling skal bygge på faglighed, rimelighed og respekt for livet på landet.
Følelserne stod stærkt, da flere end 4.500 mennesker samledes, mens yderligere 1.600 fulgte med online. Mødet viste både landbrugets enorme sammenhold og den alvorlige bekymring for arbejdspladser, generationsskifter og fremtiden i landdistrikterne.
Landbruget vil gerne bidrage til mere natur og et bedre vandmiljø. Men fra scenen lød en klar kritik af usikre beregninger og politiske beslutninger, der risikerer at underminere den grønne trepart og ramme hele fødevareklyngen.
Bag modeller og regneark står virkelige mennesker. Landmænd fortalte om virksomheder, der ikke længere kan planlægge, familier, der må sætte generationsskifter på pause, og lokalsamfund, der frygter en negativ dominoeffekt.
– Det tager kun et øjeblik at smadre alt det, generationer har bygget op i landbruget. Alt det kan politikere brænde ned i en enkelt valgperiode, sagde Søren Søndergaard, der fik stående ovationer fra salen efter sit stærke indlæg.
Mødet efterlod ingen tvivl: Landbruget er klar til at tage ansvar og være med til at finde løsninger. Men det kræver, at politikerne lytter, sikrer et solidt fagligt grundlag og forstår konsekvenserne uden for Christiansborg. For det handler om mere end marker og modeller; det handler om fødevarer, arbejdspladser og fremtiden for livet på landet.
Ti stærke budskaber fra stormødet i Odense
Over 6.000 mennesker stod sammen – i salen og online. Det her handler om langt mere end landmænd.
Det handler om danske fødevarer, arbejdspladser og retten til et liv på landet.
Landbrugets har intet at skamme sig over, men derimod skal være stolte af det, generationer har bygget op.
Det tager generationer at skabe et stærkt landbrug – og én politisk valgperiode at rive det ned.
Når landbruget rammes, rammes også følgeerhverv, familier, kommuner og hele lokalsamfund.
Landmænd vil gerne mere natur og et bedre vandmiljø – men løsningerne skal bygge på virkeligheden og et fagligt holdbart grundlag.
Mødet viste både styrken i sammenholdet og smerten ved køkkenbordene.
Usikre beregninger skaber virkelige konsekvenser: tabte arbejdspladser, bremsede generationsskifter og familier uden en fremtid.
Landbrugerne vil være med til at skabe løsninger – men man kan ikke træffe vidtrækkende beslutninger på et uoplyst grundlag.
Budskabet var klart: Landmanden vil den grønne omstilling – men vil gå den svære vej sammen med resten af samfundet, ordentligt og retfærdigt.









