Landbruget skal være en del af løsningen – ikke gøres til problemet
Landbrugets fremtid, grøn omstilling og erhvervets vilkår var blandt emnerne, da Spiras mødtes med folketingspolitikere fra Danmarksdemokraterne.
Landbrugsorganisationen Spiras har haft et konstruktivt møde med folketingsmedlemmerne, Karina Adsbøl og Ulrik Knudsen, fra Danmarksdemokraterne. Ved mødet deltog Spiras’ formandskab bestående af Poul Christensen, Søren Laustsen og Flemming Skov, og der blev drøftet en række af de udfordringer, som dansk landbrug står overfor. Et af de centrale emner var den politiske debat om landbruget.
Der var enighed om, at erhvervet i de senere år har været udsat for en hård og ofte unuanceret retorik. Under valgkampen lykkedes det i høj grad landbrugets kritikere at skabe et billede af erhvervet som en del af problemet, frem for en del af løsningen. Det har efterladt mange landmænd med en oplevelse af at blive udskammet, selvom de hver dag bidrager til fødevareproduktion, arbejdspladser og udvikling i hele Danmark.
Den Grønne Trepart fyldte også i drøftelserne. Landbrug & Fødevarer har for nylig meldt ud, at den oprindelige trepartsaftale fra juni 2024 reelt kun gælder på papir. Mange landmænd oplever derfor, at de rammevilkår, som de skal træffe langsigtede beslutninger ud fra, løbende ændres. Det skaber usikkerhed. Ikke mindst fordi mange bedrifter står over for store investeringer i grøn omstilling, teknologi og produktion.
Når der samtidig tales om nationalt sprøjteforbud og yderligere krav til kvælstofrestriktioner, opstår der tvivl om fremtidens økonomiske grundlag. Usikkerheden påvirker investeringslysten og dermed også mulighederne for at udvikle bedrifterne og skabe vækst i lokalområderne.
Importen af kød stiger
Samtidig ses der en udvikling, som bør give anledning til eftertanke, når det gælder forbrugersiden. Danskerne efterspørger fortsat kødprodukter, men en stadig større del kommer fra udlandet. Importen af svine-, okse- og kyllingekød er næsten tredoblet siden årtusindskiftet. Danmark er nu nettoimportør af oksekød, mens importen af svinekød fortsætter med at stige. Det paradoksale er, at meget af det importerede kød kommer fra lande med lavere krav til dyrevelfærd, miljø og klima end dem, danske producenter lever op til. Hvis dansk produktion presses tilbage, uden at forbruget ændrer sig tilsvarende, risikerer vi blot at flytte produktionen til lande med lavere standarder. Det gavner hverken klimaet, dyrevelfærden eller dansk økonomi.
Derfor er der behov for en mere balanceret debat om fremtidens landbrug. Danmark skal naturligvis fortsætte den grønne omstilling, men det skal ske på en måde, hvor der også er plads til at drive og udvikle konkurrencedygtige landbrugsvirksomheder, herunder også med omtanke for de mange følgeerhverv til landbruget.
Skal vi bevare produktionen, arbejdspladserne og de høje danske standarder, kræver det stabile rammevilkår og politiske beslutninger, der bygger på dialog og faglighed frem for symbolpolitik. Mødet mellem Spiras og Danmarksdemokraterne bekræftede et fælles ønske om at sikre et stærkt dansk landbrug, der kan levere fødevarer af høj kvalitet, bidrage til den grønne omstilling og samtidig skabe vækst og arbejdspladser i hele landet.







