Længere ventetid på tilladelser til praktikanter på det grønne område
SIRI fordobler den forventede sagsbehandlingstid fra 3 til 6 måneder. Arbejdsgivere bør derfor være ude i god tid, når de planlægger praktikophold.
Skal du have en udenlandsk praktikant på det grønne område, skal du være opmærksom på, at sagsbehandlingen i øjeblikket tager længere tid end tidligere.
SIRI har primo september justeret den forventede sagsbehandlingstid for ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse som praktikant på det grønne område fra 3 til 6 måneder.
Årsagen er, at flere sager end tidligere kræver yderligere oplysninger og en nærmere vurdering af den indsendte dokumentation, før SIRI kan træffe en afgørelse. Det har gennem en periode medført længere sagsbehandlingstider.
SIRI oplyser, at de arbejder på at behandle de verserende sager så hurtigt som muligt. Den nye forventede sagsbehandlingstid på op til 6 måneder skal samtidig give ansøgere og praktikværter et mere retvisende billede af den aktuelle ventetid.
For arbejdsgivere betyder det, at det er ekstra vigtigt at være ude i god tid. Skal du have en praktikant, bør du derfor tage højde for den længere sagsbehandlingstid allerede i planlægningen af praktikopholdet.






