Kvælstofregulering skilte vandene ved spisebordet
Der var langt fra politisk enighed, da Spiras inviterede Liberal Alliance til dialogmøde hos landmand Niels Blem Sørensen ved Jordrup. Især den kommende kvælstofregulering udløste en kontant debat mellem politikere og landbrug, men også blandt andet dyrevelfærd, grøn trepart og fremtidens fødevareproduktion kom på bordet.
Kedeldragterne var knap kommet af, før temperaturen steg omkring spisebordet på Stenbrogaard ved Jordrup.
Her havde Spiras inviteret til politisk dialogmøde hos landmand Niels Blem Sørensen ved Jordrup med deltagelse af Liberal Alliances miljøordfører Ole Birk Olesen, partiets dyrevelfærdsordfører Helena Artman Andresen samt Gitte Grønbæk, medlem af Kolding Byråd for Liberal Alliance. Og efter en rundvisning i staldene blev der over sandwich og drikke taget fat på nogle af de politiske spørgsmål, der lige nu fylder mest i dansk landbrug.
Ikke mindst den kommende kvælstofregulering.
Mødet fandt sted få dage efter Landbrug & Fødevarers stormøde i Odense og den efterfølgende demonstration foran Christiansborg. Derfor kom landbrugets voksende frustration over den politiske kurs naturligt til at fylde ved spisebordet.
Her blev det hurtigt tydeligt, at der fortsat er betydelig afstand mellem landmændene og det politiske flertal, som har stemt den nye gødskningslov igennem.
Regulering er uundgåelig
Ole Birk Olesen lagde ikke skjul på Liberal Alliances position. LA har stemt for loven, fordi der efter partiets opfattelse er behov for handling, hvis Danmark skal have sunde fjorde. Derfor kommer landbruget heller ikke uden om regulering.
Blem Sørensen gjorde det klart, at hans frustration ikke alene handler om udsigten til skærpede krav. Den handler i høj grad om det faglige grundlag, som kravene hviler på, og om konsekvenserne for den enkelte bedrift. For ham er tilliden til det politiske system blevet alvorligt svækket.
Han forventer betydelige konsekvenser, når den nye kvælstofregulering bliver en realitet, og ved spisebordet efterlyste han en langt stærkere faglig sammenhæng mellem de politiske mål, de modeller og beregninger, der ligger bag reguleringen, og den virkelighed, som landmændene skal få til at fungere ude på markerne.
Niels Blem Sørensen har ejet gården siden 2002 og har gennem årene udviklet bedriften til en moderne griseproduktion med knap 600 søer. Årligt produceres omkring 21.000 grise, som opfedes til slagtning og leveres til Danish Crown. Samtidig driver han 510 hektar jord.
Frustrationen er ikke forsvundet
Niels Blem Sørensens kritik blev bakket op af Spiras’ formand, Poul Christensen, og politisk direktør Nikolaj Schulz.
De pegede blandt andet på den usikkerhed, som landmænd står med, når de skal træffe langsigtede beslutninger om produktion, investeringer og markdrift, samtidig med at nye krav kan få markante konsekvenser for den enkelte bedrift.
Dialogen på Stenbrogaard blev til tider skarp, men den illustrerede samtidig formålet med Spiras’ politiske dialogmøder. Nemlig at invitere politikerne helt ud på bedrifterne og lade dem møde de mennesker, som skal omsætte de politiske beslutninger til virkelighed.
– Vi er ikke enige, men vi glæder os over, at Liberal Alliance er klar til at være i dialog med os og bruge nogle timer på at bringe argumenterne til torvs, fastslår Poul Christensen.
Dyrevelfærd kom også på bordet
Debatten handlede om mere end kvælstof. Med en moderne griseproduktion som ramme var dyrevelfærd også et naturligt tema under både rundvisningen og den efterfølgende samtale.
Her deltog Helena Artmann Andresen, der er Liberal Alliances ordfører på dyrevelfærdsområdet, i drøftelserne om de krav og forventninger, der stilles til den danske husdyrproduktion. Det arbejde skal nu fortsættes i en grisefirepart.
Samtalen kom dermed også omkring balancen mellem politiske ambitioner om højere dyrevelfærd og de praktiske og økonomiske rammer, som landmændene skal drive deres produktion under.
På Stenbrogaard er diskussionerne om fremtidens landbrug ikke abstrakte. Derfor spændte samtalen også bredt. Ud over kvælstofregulering og dyrevelfærd blev blandt andet grundvand, husdyrproduktion, den grønne trepart, fødevareforsyning og fødevaresikkerhed drøftet.
Men kvælstofreguleringen blev det emne, som for alvor skilte vandene.
På den ene side stod Ole Birk Olesen fast på, at regulering er nødvendig for at sikre sunde danske fjorde. På den anden side stod en landmand, der skal leve med konsekvenserne, og som efterlyser en faglighed i reguleringen, han kan have tillid til.
Den afstand blev ikke lukket omkring spisebordet på Stenbrogaard.
Til gengæld blev den meget tydelig.
BILLEDTEKST: På billedet ses fra venstre Niels Blem Sørensen, indehaver af Stenbrogaard, Poul Christensen, formand for Spiras, Ole Birk Olesen, miljøordfører i Liberal Alliance, Helena Artmann Andresen, dyrevelfærdsordfører i Liberal Alliance, Gitte Grønbæk, byrådsmedlem for LA i Kolding, samt Nikolaj Schulz, politisk direktør i Spiras.






