Hvad betyder dødsbobehandling, og hvad indebærer det?
Når en person afgår ved døden, skal afdødes formue fordeles blandt arvingerne. Dette kaldes dødsbobehandling.
Hvordan et dødsbo skal behandles afhænger af en række faktorer herunder arvingernes ønsker og boets størrelse.
De mest almindelige skifteformer i Danmark
Privat skifte
Arvingerne påtager sig ansvaret for at afvikle boet og fordele arven. Dette kan ske i samarbejde med en rådgiver.
Bobestyrerbo
Skifteretten udpeger en bobestyrer, som står for afviklingen. Dette sker ofte, hvis boet er insolvent, eller hvis der er uenighed mellem arvingerne, men det er også den behandlingsform som anvendes, hvis afdøde ikke efterlader sig nære slægtninge.
Uskiftet bo
Efterlevende ægtefælle kan vælge at sidde i uskiftet bo. Det betyder, at boet ikke deles efter dødsfaldet, men først når den længstlevende ægtefælle afgår ved døden, medmindre ægtefællen har valgt at skifte det uskiftede bo i levende live. Dette skal f.eks. ske ved indgåelse af ægteskab, men kan også være relevant i forbindelse med ejendomssalg eller generationsskifte. Det er vigtigt at huske, at betingelsen for at sidde i uskiftet bo er, at der er fælleseje (delingsformue) i ægteskabet og at der er fælles børn.
Hos Spiras rådgiver vi gerne om konsekvensen af de forskellige valg af skifteform. Husk, det er vigtigt at få denne rådgivning inden valget af skifteform træffes.
Skatter og afgifter
Skat
Boet skal betale dødsboskat, hvis boets nettoformue på skæringsdagen eller boets aktiver på skæringsdagen overstiger 3.272.500 kr. i 2024. Det betyder, at der skal betales f.eks. ejendomsavanceskat og skat ved salg af værdipapirer samt udarbejdes en selvangivelse, der dækker perioden fra 1. januar i det år, hvor der sker dødsfald indtil boets afslutning. Hvis afdøde ved sin død var gift, fordobles den nævnte grænse for værdierne i boet.
Boafgift
Når et dødsbo skiftes, skal der betales boafgift. Det er nettoformuen ved boets afslutning (skæringsdag), der er afgørende for afgiftens størrelse.
- Ægtefæller arver afgiftsfrit
- Livsarvinger (børn og børnebørn mv.) betaler 15 % i afgift
- Der er et bundfradrag i boet på kr. 321.700,- (2024), som fragår inden betaling af 15 % afgift
- Øvrige arvinger betaler ca. 36,25 % i afgift
Oprettes et testamente til fordel for velgørende foreninger arver disse uden at skulle betale afgift.
Opgaverne i et privat skifte
Et privat skifte går gennem flere faser:
- Anmeldelse: Dødsfaldet anmeldes til skifteretten, og arvingerne vælger skifteform
- Indsendelse af åbningsstatus
- Salg af boets aktiver
- Opstilling af boopgørelse
- Boopgørelse og eventuel boselvangivelse godkendes af Skattestyrelsen og Skifteretten
- Boafgifter og eventuel boskat indbetales til Skattestyrelsen og Skifteretten
- Udlodning: Nettoformue og aktiver (der ikke er solgt) udloddes til arvingerne
Tidshorisont
Tidshorisonten for et privat skifte varierer meget. Det afhænger blandt andet af boets størrelse og kompleksitet. Typisk vil et skifte dog forløbe over et til halvandet år.
Få Spiras til at hjælpe dig
Dødsbobehandling er en kompleks proces, der kræver overblik og forståelse både for juridiske og skattemæssige forhold. Det er vigtigt at søge kvalificeret rådgivning, så processen håndteres korrekt og arvingerne sikres den rette behandling.
Kontakt os og hør, hvad vi kan gøre for dig.