Gylle på frossen jord er et symptom – ikke kun et lovbrud
Ingen er tjent med gylle på frossen jord. Løsningen ligger ifølge Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras, ikke kun i kontrol og sanktioner, men i fælles overblik, hjælp og rettidig omhu.
I disse dage flyder medierne over med påmindelser om, at der ikke må køres gylle ud på frosne marker. Brancheforeninger opfordrer til at ”stå sammen”, og der tales endda om at anmelde hinanden, hvis man ser en gyllevogn i frostvejr. Ministeren kalder det ”fuldstændig uacceptabelt”, og bøderne for ulovlig udbringning bliver markant højere fra 2027.
Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras
– Alt sammen med rette. Gylle på frossen jord er miljøskadeligt, ulovligt og fagligt uforsvarligt. Men hvis debatten stopper dér, risikerer vi at forsimple et langt mere komplekst problem. For det her handler ikke kun om den enkelte landmand, der trykker på startknappen. Det handler om et system, vi i fællesskab har bygget – og som nu er under pres. Det mener Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras.
Lagertankene er mange steder fyldte, fordi de er dimensioneret efter et regelsæt, hvor man normalt må udbringe gylle fra 1. februar. Når vinteren bliver lang og frosten holder fast, opstår der et reelt kapacitetsproblem. Det fritager ingen for ansvar, men det forklarer, hvorfor situationen gentager sig år efter år.
Samtidig er det vigtigt at erkende, at det ikke længere kun er traditionel gylle fra grise og køer, der fylder i tankene. I stigende grad er gyllen en kompleks blanding af organisk biomasse fra biogasanlæg. KOD-affald fra grønne poser, affald fra storkøkkener, datovarer fra supermarkeder, fejlproduktion – og ikke mindst importeret biomasse.
Stor import af biomasse
Ifølge Energistyrelsen blev der alene i 2022 importeret omkring 630.000 ton biomasse til danske biogasanlæg. Det svarer til mere end 25.000 læs med en gyllevogn, som efter afgasning ender på danske marker. Biomassen består blandt andet af glycerin og slagteriaffald fra lande som Sverige, Holland og andre europæiske lande.
Der er fri bevægelighed i EU, og det støtter de fleste – også i landbruget. Men det er nødvendigt at stille det grundlæggende spørgsmål: Er det klogt, at vi har indrettet den danske biogassektor på en måde, hvor forretningsmodellen i stigende grad afhænger af importeret biomasse, uden at lagringskapaciteten følger med?
Når biogasanlæg – på samfundets vegne – modtager store mængder affald og biomasse som led i den grønne omstilling, må der også følge et ansvar for restproduktet med. Gyllen forsvinder ikke, blot fordi jorden er frossen. Hvis samfundet vil have biogas, affaldsbehandling og grøn energi, må biogasanlæg og de politiske rammer omkring dem indrettes, så der er tilstrækkelig kapacitet til at lagre gyllen, indtil den kan bringes ud på markerne på et fagligt, lovligt og miljømæssigt forsvarligt tidspunkt.
Ellers ender presset ét sted: hos den enkelte landmand. Og det er hverken rimeligt eller holdbart – hverken for erhvervet eller for miljøet.
Der er ingen faglige argumenter for at køre gylle ud i frostvejr. Det er der bred enighed om. Men hvis vi vil undgå gentagelser, kræver det mere end højere bøder og moralske pegefingre. Det kræver, at hele værdikæden tager ansvar – fra biogasanlæg og affaldssektor til myndigheder og landbrug.
Samtidig må vi som erhverv blive bedre til at hjælpe hinanden i praksis. Bedre koordinering og overblik over, hvor der er ledig tankkapacitet, kan gøre en reel forskel, når presset er størst.
At stå sammen bør ikke betyde et stikkersamfund, hvor vi holder øje med hinanden. Det bør betyde fælles ansvar, fælles løsninger og en ærlig debat om det system, vi har skabt. For gylle på frossen jord er ikke kun et lovbrud – det er et symptom på en ubalance, som vi kun kan løse, hvis både biogasanlæg, samfund og landbrug tager ansvar.
