Frist for arealanvendelseshøring forlænges til 1. august
Tekniske problemer med Tast selv og Jordbrugsfoto betyder, at SGAV udskyder høringsfristen med tre dage.
På grund af tekniske problemer med Tast selv og Jordbrugsfoto-appen i uge 30 har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) besluttet at udskyde fristen for arealanvendelseshøringen.
Den oprindelige frist den 28. juli 2025 rykkes nu til 1. august 2025.
Hvis der allerede er søgt om fristudsættelse og fået tilsagn om f.eks. den 4. august, så bliver den nye frist automatisk 8. august 2025 – der vil ikke blive modtaget en ny bekræftelsesmail fra SGAV.
Hvorfor udskydelsen?
Systemerne blev lukket ned tirsdag morgen, da Statens It gennemførte en akut sikkerhedsopdatering af et it-system, som SGAV benytter. Det betød, at brugere i en periode ikke havde adgang til Tast selv og Jordbrugsfoto, hvilket har gjort det vanskeligt at nå høringsfristen.
Høringer om jordbearbejdning og slåning
Fristen for høringer om forbud mod jordbearbejdning og slåning er fortsat den 31. juli 2025. Har du brug for længere tid, kan du anmode om en fristudsættelse på 7 dage, hvilket vil rykke fristen til 7. august 2025.
Sådan søger du om fristudsættelse
Hvis du ikke kan nå at svare på høringen inden fristen, kan du sende en mail til SGAV på: app@sgav.dk
Det er endnu uvist, hvornår systemerne er fuldt oppe igen. SGAV anbefaler, at du holder dig opdateret via DRIFTSSTATUS, hvor du kan følge med i den aktuelle situation.








