Fri pasning af syge børn gav mindre fravær i Spiras#
Spiras’ opsigtsvækkende ordning, hvor de ansatte får fri til at passe deres syge børn, har ikke øget fraværet. Tværtimod. Ifølge adm. direktør giver ordningen medarbejderne yderligere tryghed, loyalitet og arbejdsglæde på længere sigt – og det bekræftes fra medarbejderside.#
– For mig betyder ordningen mindre stress. Jeg kan være fuldt ud til stede for mit barn, uden at skulle sidde på arbejdet med tankerne et helt andet sted. Det giver en ro og tryghed at vide, at jeg ikke skal bekymre mig om at få hverdagen til at hænge sammen, når mit barn bliver sygt.
Sådan siger Lea Wollesen (øverste foto), regnskabsassistent hos Spiras i Kolding. Hun udtrykker både glæde og tilfredshed med, at hendes arbejdsplads med virkning fra 1. januar 2025 indførte en ny personaleordning, der vakte opsigt. Målet var, at medarbejderne ikke længere skulle have dårlig samvittighed, når børnene var syge derhjemme.
Den nye personaleguide sikrer, at ansatte i Spiras kan blive hjemme, indtil børnene er raske – uden begrænsninger i antal dage og uden risiko for løntræk eller brug af feriedage. Nu er de første resultater omkring fraværet kommet, og tallene taler deres tydelige sprog.
I første halvår af 2024 registrerede de ansatte i Spiras i alt 8.911 timers fravær på grund af egen sygdom og 769 timers fravær til barnets første sygedag. Det svarer til 9.780 timers samlet fravær. I samme periode i 2025 blev der registreret 8.564 timers egen sygdom og 1.184 timers barns sygdom – altså i alt 9.748 timer. Det er et samlet fald på 32 timer.

Sverre Lenbroch – CEO i Spiras.
– Vi har skabt en ordning baseret på tillid, og tallene viser, at tillid betaler sig. Medarbejderne får ro til at tage sig af deres børn, uden at vi ser et stigende fravær. Det gør mig både stolt og bekræfter, at vi er på rette vej. Fleksibilitet og ansvar kan sagtens gå hånd i hånd, siger Sverre Lenbroch, CEO i Spiras.
Tryghed giver motivation
For Spiras handler ordningen ikke kun om statistik – men om at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne kan være hele mennesker.
– At være forældre bør ikke være forbundet med dårlig samvittighed. Når børnene er syge, skal man kunne blive hjemme og være der for dem. Det giver tryghed for den enkelte og skaber loyalitet og arbejdsglæde i det lange løb. For os er det indlysende, at medarbejdere, der føler sig støttet, også er dem, der bidrager mest positivt til fællesskabet, tilføjer Sverre Lenbroch.
I Spiras er erfaringerne med ordningen et bevis på, at moderne personalegoder kan være en styrke for både organisation og ansatte.
– Vi vil være en arbejdsplads, der tør gå foran. Ordningen med børnenes sygedage er kun ét eksempel på, hvordan vi arbejder for at kombinere trivsel og resultater. Det er med glade, motiverede og trygge medarbejdere, at vi skaber de bedste resultater – både for vores medlemmer og for vores organisation, fastslår Sverre Lenbroch.
Tryghed og balance
Ifølge Lea Wollesen mærker medarbejderne tydeligt værdien af ordningen, der giver dem mulighed for at blive hjemme hos deres syge børn. Det handler ikke kun om praktiske løsninger i hverdagen – men også om tryghed, balance og loyalitet.
– Jeg oplever en stor tryghed i, at jeg aldrig skal vælge mellem at være en god forælder og en god medarbejder. Spiras viser mig, at jeg er værdsat, og det giver mig lyst til både at yde mit bedste og til at blive i virksomheden på længere sigt.
Lea Wollesen lægger heller ikke skjul på, at ordningen styrker hendes loyalitet:
– Når jeg får lov til at være der for mit barn, føler jeg mig virkelig værdsat af Spiras. Det skaber en stærk loyalitet hos mig, fordi jeg mærker, at virksomheden stoler på mig og støtter mig i det, der betyder mest. Det gør, at jeg har endnu mere lyst til at yde en ekstra indsats, når jeg er på arbejde.
Den nye personaleguide hos Spiras rummer ud over retten til at blive hjemme med syge børn også seniordage og en såkaldt ”spiredag”, som kan bruges til personlig udvikling, velvære eller en god gerning.
Spiras beskæftiger godt 300 ansatte og er en af de største landboforeninger i Danmark.







