Første skridt mod dansk brintledning#
Minister godkender plan – Spiras’ kunder kontaktes allerede af Energinet om stationer langs linjen.#
Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard har godkendt Energinets plan for investering i den første danske brintinfrastruktur. Røret – kaldet ”7-tallet” – skal løbe fra Esbjerg-området via Veerst ved Vejen og videre til den dansk-tyske grænse, hvor et eksisterende gasrør ombygges til brint.
Projektet markerer en vigtig milepæl, men befinder sig fortsat i sin spæde start. Flere vigtige aftaler, myndighedsgodkendelser og et kommende kapacitetssalg i 2026 er nødvendige, før gravemaskinerne kan sættes i jorden. Først i efteråret 2028 forventes anlægsarbejdet at begynde, og røret skal stå klar i 2030.
Allerede nu mærker landbruget dog projektets fremdrift. Energinet er i gang med at kontakte lodsejere langs den planlagte linjeføring, og flere af Spiras’ kunder har modtaget henvendelser om placering af stationer på strækningen.
– Det er vigtigt, at landmændene tidligt får den nødvendige information om, hvad projektet betyder for deres marker og ejendomme, siger afdelingschef og jurist Ellen Bruun Andresen fra Spiras. Hun opfordrer til, at man kontakter Spiras, hvis man har spørgsmål til projektet.
Brintledningen skal på sigt sikre, at grøn brint produceret af vedvarende energi kan eksporteres til Tyskland, hvor den især kan erstatte fossilbaseret brint i tung industri. Dermed spiller projektet en central rolle i både dansk og europæisk omstilling væk fra fossile brændsler.







