Fiskeopdræt på land kan blive ny forretningsgren i dansk landbrug#
Recirkulerede akvakultursystemer giver mulighed for både klimafordele, bedre arealanvendelse og nye indtægtskilder. Det syd- og sønderjyske GreenScale-projekt, hvor Spiras er videnspartner og rådgiver ud mod landmændene, er et godt eksempel.#
Dansk landbrug står midt i en omfattende grøn omstilling. Klima, miljø og en endnu bedre udnyttelse af produktionsarealerne er i fokus, samtidig med at fødevareproduktionen skal fastholdes på et højt niveau. Midt i disse udfordringer peger en ny forretningsmulighed sig ud: landbaseret fiskeopdræt, også kendt som recirkulerede akvakultursystemer (RAS).
Ifølge Sverre Lenbroch, CEO i landbrugsorganisationen Spiras, kan teknologien både styrke klimaindsatsen, give nye eksportmuligheder og skabe et nyt forretningsben, der kan gøre den enkelte bedrift mere økonomisk robust.
– Der er et stort potentiale i landbaseret fiskeopdræt. Der kan produceres store mængder sunde og lækre fisk på en skånsom måde, og samtidig skabe stærke synergier med landbrugets eksisterende produktion, siger han.
En væsentlig fordel er håndteringen af næringsstoffer. Restprodukter fra fiskene – foderrester og ekskrementer – indeholder værdifuldt kvælstof og fosfor, som kan bruges som gødning på markerne.
Nye indtægtskilder til landmændene#
For den enkelte landmand åbner teknologien for diversificering. Ud over traditionelle afgrøder og husdyr kan bedriften suppleres med fisk som ørred, laks, stør, sandart eller ål.
– Det kan blive en ekstra indtægtskilde, som gør landbruget mere robust overfor de markeds- og vejrmæssige udsving, vi ser hyppigere i dag, påpeger Lenbroch.
Også klimaregnskabet kan få et løft. Når fiskeopdræt placeres tæt på foderproduktion og forarbejdning, reduceres behovet for transport og dermed CO2-udledningen. Restprodukter kan desuden anvendes i biogasanlæg, hvor de bidrager til den grønne energiproduktion.
– Hvis vi tænker i industrielle symbioser, som vi kender fra fx Green Lab Skive eller Kalundborg Symbiosis, kan landbaseret fiskeopdræt blive en vigtig brik. Det kan både levere til energiproduktion og selv aftage energi fra andre sektorer, siger Sverre Lenbroch.
Sønderjysk pilotprojekt#
Et aktuelt eksempel er GreenScale-projektet i Sønderjylland, hvor Spiras er videnspartner og rådgiver ud mod landmændene. Projektet arbejder netop med at udvikle cirkulære løsninger, hvor fiskeopdræt på land indgår i tæt samspil med landbrugets produktion.

Henrik Jessen, formand for Spiras.
Ifølge formanden for Spiras, Henrik Jessen, er GreenScale er et godt billede på, hvordan ideerne kan omsættes til praksis.
– I projektet kan landmænd, energiselskaber og teknologiudviklere i et fællesskab skabe nye grønne værdikæder, der både gavner klimaet og økonomien, fortæller bestyrelsesformanden.
– Landbaseret fiskeopdræt er meget klimavenlig med et lavt foderbehov pr kg fisk. Samtidig kan vi styrke Danmarks selvforsyning med fisk. Vi ser et voksende globalt marked for bæredygtige proteinkilder – og her har dansk landbrug en oplagt mulighed for at gå forrest, fastslår Henrik Jessen.







