Eventyret om landbruget – den rødhårede dreng i skolegården

Flemming Skov,
næstformand i Spiras

Der var engang et lille land, hvor markerne bølgede som grønne have, og hvor grisene gryntede trygt i staldens lune halm. I dette land voksede en rødhåret dreng op. Han var ikke den, der råbte højest. Han sad ofte bagerst i klassen, med jord under neglene og vind i håret. Når de andre børn skulle bygge fuglekasser i sløjd, var det ham, der vidste, hvordan man holdt på hammeren. Når kartoflerne skulle skrælles i hjemkundskab, var det hans hænder, der arbejdede hurtigst. Og når redskaberne skulle bæres frem og tilbage i idræt, var det ham, der tog de tungeste læs.

Han gjorde det ikke for rosens skyld. Han gjorde det, fordi nogen skulle gøre det.

Men en dag begyndte hvisken i krogene. Nogle mente, at hans tøj lugtede af stald. Andre syntes, at hans hænder var for grove. En lyshåret pige – rank i ryggen og stærk i stemmen – begyndte at pege. Hun talte om alt det, han gjorde forkert. Hun samlede de andre omkring sig, og snart blev ordene hårdere. De grinede ad ham i skolegården.

Men denne pige havde et særligt blik. Hun så ikke blot på drengen – hun så på hele det erhverv, han repræsenterede. Hendes ord var som små spidse sten, kastet for at markere, hvem der skulle stå i rampelyset næste gang. Det var, som om hun allerede havde udvalgt et kommende opgør, et “valg”, hvor drengen og hans venner skulle gøres til syndebukke, uden at nogen huskede, at de havde båret hele skolegården før.

Og en dag lå han dér i gruset. Ikke fordi han var uden fejl. Ikke fordi han aldrig havde trådt ved siden af. For sandheden er, at også han – som alle andre – kunne begå fejl. Nogle gange slog han sømmet skævt. Nogle gange glemte han at rydde ordentligt op. Og når det skete, skulle han naturligvis tage ansvar og rette op.

Sådan er det også i virkelighedens verden. For i dag står et helt erhverv i skolegården.

Generationers slid

Landbruget – med generationers slid i ryggen – har i årtier været med til at bære Danmark. Det har brødfødt os, skabt arbejdspladser, opbygget lokalsamfund og sikret eksportindtægter, som medfinansierer vores fælles velfærd. Det har skrællet kartoflerne, mens andre diskuterede opskriften. Det har båret redskaberne, mens der blev udtænkt nye ideer i byernes mødelokaler.

Men landbruget er ikke fejlfrit. Det skal siges tydeligt. Der begås fejl, og det er fejl, som gør ondt – også internt. De skader tilliden. Og de skal tages alvorligt, rettes op på og forebygges.

Langt de fleste landmænd ønsker ordentlige forhold for deres dyr. De lever af dem. De arbejder med dem hver dag. De ved, at dyrevelfærd, kvalitet og ansvarlighed ikke er modsætninger til drift – men forudsætninger for fremtiden. Når fejl sker, skal de ikke bortforklares. De skal erkendes og rettes.

Men erkendelsen af fejl må ikke udvikle sig til en fortælling, hvor hele erhvervet gøres til skurk.

I disse år oplever mange landmænd, at kritikken er blevet massiv og ensidig. At tonen er skærpet. At det ikke længere handler om at forbedre, men om at fordømme. Ord, billeder og politiske beslutninger kan samlet set føles som spark i skolegården – ikke som konstruktiv dialog.

Når et helt erhverv igen og igen udpeges som hovedproblem, opstår der en samfundsproces, der ligner voksenmobning. Ikke den barnlige råben, men den systemiske nedgørelse. Den konstante mistænkeliggørelse. Den manglende anerkendelse af de fremskridt, der faktisk sker.

I dette billede er landbruget den rødhårede dreng. Ikke uskyldig. Ikke hævet over ansvar. Men heller ikke den entydige synder, som nogle fortællinger gør ham til.

For samtidig med kritikken investeres der massivt i nye teknologier, klimaforbedringer og bedre staldforhold. Der udvikles metoder, der reducerer udledning og styrker dyrevelfærd. Der arbejdes målrettet med dokumentation og kontrol. Forandringen sker – men den drukner ofte i fortællingen om forfald.

Og hvad sker der, hvis drengen en dag rejser sig, børster støvet af sit tøj og går sin vej?

Vi ser allerede landmænd, der opgiver. Produktion, der flyttes. Unge, der fravælger erhvervet. Men behovet for fødevarer forsvinder ikke. Produktionen forsvinder blot til lande, hvor kravene kan være lavere, og indflydelsen mindre.

Derfor har vi brug for en anden samtale. En samtale, hvor kritik og ansvar går hånd i hånd med respekt. Hvor fejl erkendes og rettes – men hvor indsats og betydning også anerkendes. Hvor vi udvikler landbruget i fællesskab, i stedet for at udskamme det på afstand.

Eventyret om landbruget må ikke ende med, at den rødhårede dreng forlader fællesskabet. Det må ende med, at vi ser hinanden i øjnene og siger: Vi kan gøre det bedre – sammen.