Etableringsstøtte giver unge landmænd et vigtigt økonomisk rygstød
90 millioner kroner er allerede kommet unge landmænd til gavn gennem støtteordningen.
Interessen for etableringsstøtte til unge landmænd er stor i Syd- og Sønderjylland, hvor Spiras siden 2023 har hjulpet omkring 150 ansøgere med at søge den populære støtteordning.
Ordningen kan give op til 729.000 kroner i støtte til heltidslandbrug – og 364.500 kroner til deltids – og har for mange været afgørende for, at drømmen om egen bedrift kunne blive til virkelighed.
Vigtigt tilskud i banken
Støtten fungerer som et vigtigt finansieringstilskud, der ofte kan tælle med i egenfinansieringen over for banken. Særligt mindre bedrifter på 100-200 hektar eller mindre husdyrproduktioner har haft stor glæde af ordningen.
– For rigtig mange af de unge landmænd, vi hjælper, har etableringsstøtten været dét, der gjorde etableringen mulig, siger økonomirådgiver Hans Keck Holm, Spiras.
For at kunne søge skal man blandt andet være under 41 år, have købt – ikke lejet – aktiver som jord, bygninger, maskiner eller besætning og opfylde en række krav til arbejdskraftbehov og ejerskab. Ansøgning kan ske op til fire år efter etablering.
Gør de indledende øvelser
Ordningen løber frem til udgangen af april 2027, og næste ansøgningsvindue åbner 1. februar 2027. Derfor opfordrer Spiras interesserede unge landmænd til allerede nu at begynde de indledende forberedelser.
– Vi tager gerne en uforpligtende snak først og ser på, om produktionsgrundlaget er stærkt nok til at opnå støtte, siger virksomhedsøkonom Jesper Iversen Hansen, Spiras.
Hos Spiras oplever rådgiverne samtidig, at mange potentielle ansøgere rundt i landet endnu ikke har fået øjnene op for mulighederne. Det gælder også diverse nicheproduktioner, hvor støtten kan være med til at skabe nye erhvervsmuligheder i landdistrikterne.






