Er din forpagtningsaftale stadig tidssvarende?
Gamle aftaler kan koste dig støtte og skabe juridiske problemer – få styr på kontrakten før næste sæson starter.
Hen over sommeren er det oplagt at tage sin forpagtningsaftale op til revision. Mange aftaler udløber i september, oktober eller ved årsskiftet – og hvis aftalen har nogle år på bagen, er den sandsynligvis forældet.
Som jurist Carina Persson Schmidt fra Spiras siger:
– Begreber som betalingsrettigheder eksisterer ikke længere, men de nævnes stadig i mange gamle aftaler. Det bør der ryddes op i. I dag arbejder vi med grundbetaling, og det skal naturligvis afspejles i aftalen.
Forældede begreber og glemte pligter
Ud over forældede begreber er det vigtigt at se på overholdelsen af fx CAP-forpligtelser. Hvis en forpagter skifter, skal visse tilskudsordninger og vilkår overgå korrekt til den nye forpagter ellers kan det koste støtte.
– Det skal drøftes grundigt, hvordan man håndterer CAP-tilskud, når forpagtningen skifter hænder, forklarer Carina Persson Schmidt.
Forpagtningsaftaler bør også tage højde for ændringer i det dyrkbare areal. Hvis en forpagters adgang til jord pludselig reduceres, kan det få konsekvenser for driften fx i forhold til gødningsregnskabet:
– Forestil dig en aftale baseret på 100 hektar dyrkbar jord. Hvis det grundlag ændres fx grundet Den grønne trepart, kan det være nødvendigt at revidere både gødningsplan og økonomisk afgift til bortforpagteren, forklarer hun.
God aftale gør en forskel
En forpagtningsaftale er ikke bare papirarbejde – det er fundamentet for indtjening og samarbejde. En god og opdateret aftale kan være afgørende ved fx salg af bedriften.
– Hvis du som ung landmand kan præsentere banken for en solid forpagtningsaftale, kan det faktisk forbedre dine lånemuligheder, pointerer Carina Persson Schmidt.
Vil du have gennemgået din aftale?
Kontakt jurist Carina Persson Schmidt hos Spiras og få en uforpligtende vurdering af, om din forpagtningsaftale trænger til et tillæg eller en ny begyndelse.








