Efter markant aftryk i landbruget skifter Christian Lund kurs#
Efter en lang årrække med centrale poster i landbrugets organisationer takker Christian Lund af for at hellige sig borgmesterkandidaturet i Vejen Kommune.#
– Christian har gennem en lang årrække ydet en helt ekstraordinær indsats for dansk landbrug – både lokalt og i Landbrug & Fødevarer samt som formand for kvæg. Han har i mange år sat et markant aftryk på hele erhvervet og på vores organisation, både gennem sit store arbejde omkring fusionen i Spiras og gennem mange år som en dedikeret og samlende formand i det tidligere SLF. Det fortjener stor ros og anerkendelse.

Henrik Jessen, formand for Spiras
Sådan lyder det fra Henrik Jessen, formand for Spiras, efter at Christian Lund har meddelt, at han med virkning fra 1. november trækker sig fra alle sine tillidsposter i dansk landbrug. Det gælder bestyrelsesposten i Spiras, formandsposten i Landbrug & Fødevarer sektor Kvæg og dermed også primærbestyrelsen i L&F.
– Christian brænder for at gøre en forskel, og altid med skarpt fokus på fremtidens muligheder og udfordringer. Nu vælger han at rette sin energi mod arbejdet i Vejen Kommune, og på hele Spiras’ vegne vil jeg ønske ham al mulig medvind i det politiske projekt, som jeg er sikker på, vil være til stor værdi for borgerne i Vejen. Vi skylder Christian en stor og oprigtig tak for indsatsen, samarbejdet og den energi, han har lagt i hans arbejde gennem mange år, tilføjer Henrik Jessen.
Beslutningen har Christian Lund truffet for udelukkende at koncentrere sig om sit hverv som borgmesterkandidat for Venstre ved kommunalvalget i Vejen Kommune.
– Det har været en stor ære at repræsentere danske landmænd gennem mange år. Jeg har prøvet at gøre det bedste ud fra de evner, jeg nu engang har og altid med den enkelte landmands familie i centrum. Men nu er tiden kommet til at fokusere 100 procent på lokalpolitik og på at gøre en forskel for borgerne i Vejen Kommune, siger Christian Lund.
Stort engagement i landbruget
Christian Lund startede sin landbrugsorganisatoriske karriere i Sønderjyske Landboforening, som nu er en del af Spiras, i 2005 og var med til at stifte Syddansk Kvæg i 2006. Han blev formand for SLF i 2012, kom i Dansk Kvægs bestyrelse i 2007, blev næstformand i 2008 og siden formand i 2017.
Han blev første gang valgt til primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer i 2013, hvor hans fokus var at kæmpe for landmændenes bundlinje og skabe en stærkere samfundskontrakt mellem erhvervet og befolkningen.
– Verden forandrer sig hele tiden, og det er vigtigt, at landbruget følger med, så vi fortsat fremstår som en stærk erhvervsklynge. Jeg er stolt af det, vi har opnået, og af de mange dygtige mennesker. Det har været en stor ære at repræsentere danske landmænd gennem mange år, siger Christian Lund i den pressemeddelelse, som blev udsendt torsdag morgen.

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
Formår at sætte retning
Ifølge Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, er det en ægte ildsjæl, som forlader vigtige tillidsposter i landbrugserhvervet:
– Jeg har i mange år haft et tæt og fortroligt samarbejde med Christian i forskellige bestyrelser i Landbrug & Fødevarer. Når han går ind i noget, gør han det helhjertet, og som formand både lokalt og for LF Kvæg har han hver dag kæmpet for de danske landmænd med et stort
engagement. Han har en stærk evne til at sætte en strategisk retning og samtidig have hjertet med i beslutningerne.
– Samtidig har Christian en god evne til at skabe netværk og han forstår værdien i stærke relationer og at samle et godt hold omkring sig. Jeg er ikke i tvivl om, at de kvaliteter også vil komme ham til stor gavn, når han forhåbentlig får mulighed for at stå i spidsen for Vejen Kommune, lyder det fra Søren Søndergaard.
Også landmand og bestyrelsesformand i Arla, Jan Toft Nørgaard, anerkender Christian Lunds indsats:
– Christian trådte allerede i en ung alder til som formand for vores landboforening, hvor han spillede en afgørende rolle i en økonomisk turnaround. Jeg kender ham som en synlig og inkluderende leder, der står robust i modvind og ikke ryster på hænderne, når beslutningerne er svære. Christian har desuden et imponerende drive og et engagement, der løfter både mennesker og organisationer omkring ham, fastslår Jan Toft Nørgaard.







