Biogasaftaler: Sådan sikrer du mest værdi for din gylle og dybstrøelse
Stigende efterspørgsel på husdyrgødning og affaldsbiomasse til biogas skaber nye muligheder – men også behov for skarpe forhandlinger om pris, CO₂-værdi og aftalebetingelser.
Biogasproduktionen i Danmark er i fortsat vækst, især baseret på husdyrgødning og affaldsbiomasse. Certifikater og statstilskud spiller en væsentlig rolle for økonomien i biogasanlæggene, mens transportomkostninger og råvarevalg som halm og dybstrøelse påvirker den endelige pris og betalingsevne.
Ifølge energi- og projektrådgiver Heinrich F. Lüllau, Spiras, er der et klart mønster:
– Afgasning af husdyrgødning giver den største miljøgevinst, og det afspejler sig i certifikatværdien og salgsprisen.
Certifikater og økonomi
I 2024 blev der uddelt cirka 8,1 millioner certifikater på biometan til danske biogasanlæg, hvilket ofte udgør halvdelen af anlæggenes indtægter. Husdyrgødning giver en certifikatværdi på over 5 eurocent/kWh og en samlet pris på cirka 10-11 ct/kWh inklusive certifikat. For købere af bio-LNG og bio-CNG er prisen baseret på den dokumenterede CO2-besparelse.
Afgasning af husdyrgødning giver den absolut største CO2-besparelse, mens afgrøderester og affald er bedre end energiafgrøder for biogasanlæggene. Afgasning af energiafgrøder kræver statsstøtte for at være økonomisk bæredygtig. Dybstrøelse er økonomisk mere attraktivt end halm, fordi råvareomkostningerne er lavere, og omsætningen pr. kubikmeter biometan er højere.
Tabellen nedenfor viser tydeligt, hvorledes klimaeffekten på afgasning af husdyrgødning i biogas konverteres til værdi og betalingsevne.
| CO2 udledning | Prisniveau eurocent/kWh | |
| Olie baseline | 90-95 gCO2e/MJ | |
| LNG (fossilt) | 70-75 gCO2e/MJ | 3-5 |
| Bio-metan affald | 10-15 gCO2e/MJ | 7-9 |
| Bio-metan husdyrgødning | Minus 100 gCO2e/MJ | 10-11 |
Kilde: Agriportance
Transport og affaldsbiomasse
Transportomkostninger kan være afgørende for økonomien. Højere indtægter gør det muligt at hente biomasse over længere afstande. Der er stor interesse for affaldsbiomasse med gasværdi som frarens fra korn, skaller og foderrester, men afregning skal afspejle gaspotentiale, CO2-værdi og transportomkostninger for at have biogasinteresse.
Sådan sikrer du dine værdier
Hvis du som landmand / husdyrproducent er en del af leverandørforening, så håndteres biogasaftaler oftest i det regí. Ellers er biogasaftaler som enhver anden forhandling, hvor det gode forberedelsesarbejde lønner sig – og der er penge at hente.
– En skarp aftale kan sikre dig væsentligt bedre vilkår. Men lange, ensidige kontrakter er sjældent til din fordel – de tjener primært anlæggets interesse, siger Heinrich F. Lüllau og tilføjer, at det er vigtigt, at du er opmærksom på alle juridiske forhold i aftalerne.

Ifølge Biogas Danmark produceres over 50 % af biogassen i DK på landbrugsaffald. Foto: Colourbox








